Det er ikke kun corona, der fylder dag ud og dag ind hos Danmarks statsminister Mette Frederiksen.

For ligesom mange andre danskere følger hun også med i årets VM-slutrunde i håndbold, hvor det danske landshold onsdag aften spillede sig i semifinalen efter et vanvittigt drama.

Og hjemme i stuen havde en storjublende Mette Frederiksen også mere end svært ved at sidde stille. Det afslører hun i en video, hun har delt på sine sociale medier, som viser sekunderne efter, at Lasse Svan sikrede den danske sejr.

'Har aldrig været så hæs efter en håndboldkamp. Nervepirrende. Men Danmark vandt og er videre. Godt gået!' skriver Mette Frederiksen til videoen, som kan ses i bunden af artiklen.

At det var nervepirrende, er bestemt ikke en overdrivelse, for det stod helt lige efter den ordinære spilletid, der da også sluttede dramatisk. For med omkring 20 sekunder igen fik Egypten bolden og kunne afgøre sagerne, men der var pludselig en egypter for meget på banen.

Efter at have set situationen igennem var dommen klar. Udvisning til egypterne, og bolden kom i danske hænder i stedet.

Men de rød-hvide formåede ikke at score det afgørende mål, og så ventede forlænget spilletid.

Med få sekunder tilbage af den førte danskerne med en enkelt, men bedst som man troede, det var afgjort, fløjtede dommeren med tre sekunder igen, og bolden var egypternes – men Mikkel Hansen havde afleveret til en medspiller, hornet lød, den danske stjerne fik rødt kort for usportslig opførsel, og Egypten fik straffekast.

Det scorede de på, og så ventede der yderligere to gange fem minutter. Da tiden var ved at løbe ud, var det Egypten, der førte, da Mathias Gidsel med meget få sekunder igen blev flået ned.

Straffekast til Danmark, Magnus Landin scorede, og så skulle det hele afgøres på straffekast.

Her var det Danmark, der som bekendt trak det længste strå blandt andet ved hjælp af to fremragende redninger fra Niklas Landin og en stensikker Lasse Svan, der sendte det femte danske skud i kassen.

Fredag venter semifinalen, hvor Danmark møder Spanien.