Siden skuffelsen ved EM sidste år har håndboldkvinderne arbejdet intenst med at overvinde modgang på banen.

Efter VM-gyseren mod Sydkorea søndag hæftede både spillere og træner Klavs Bruun Jørgensen sig ved, at håndboldlandsholdet i modsætning til tidligere rejste sig og strammede grebet, da det så sværest ud.

Danmark var bagud 10-13 ved pausen og med fire mål i anden halvleg, men klarede alligevel uafgjort 26-26. Og det er ikke helt tilfældigt, at holdet er blevet bedre til at tackle modgang på banen.

Problemet har været centralt på dagsordnen ved landsholdssamlingerne siden den skuffende EM-præstation sidste år.

Siden dengang har spillerne haft en række møder med sportspsykolog Anders Bendixen i jagten på en bedre udstråling på banen.

- Det drejer sig om, at udtrykket engang imellem er blevet for fladt, forklarer Anders Bendixen.

- Man vil gerne komme med lidt mere kant og lidt mere attitude, og man vil gerne være tydeligere både overfor sig selv og modstanderne om, hvem man er og gerne vil være, siger mentaltræneren.

Ved EM var holdets bundniveau for lavt, og spillerne havde svært ved at finde tilbage til konceptet, når modgangen indfandt sig.

- Vi har arbejdet meget målrettet på at finde ud af, hvad der sker, når vi får de udfald, siger stregspilleren Sarah Iversen.

Håndboldkvinderne tabte efter en god start tre kampe på stribe ved EM, inden de afsluttede turneringen med en sejr over Montenegro.

Netop den sidste kamp er siden blevet fremhævet som eksempel på den aggressivitet, holdet allerhelst skal signalere, hver gang det går på banen.

- Vi skal have den vildskab i samtlige kampe. Sidste år lærte vi en del om, hvordan vi ikke vil have det, og det lærer man nogle gange på den hårde måde, siger Anne Mette Hansen.

Den stærke back skal fremover i endnu højere grad sørge for, at holdkammeraterne bliver holdt til ilden.

- Vi har snakket om roller på holdet, og hvem det er, der skal piske holdet i gang. Det er blandt andre mig, der skal hjælpe med at få pisket en stemning op, siger Györ-spilleren.

Opgaven handler om meget mere end at skrige med- og modspillere ind i hovedet.

Intensiteten på holdet er blevet skruet i vejret uden for banen, i omklædningsrummet og på spillerhotellet.

- Jeg skal gå og skubbe lidt til folk på banen og før kampen under opvarmningen. Hele tiden snakke håndbold, også når vi går ned til frokost på kampdagen. Jeg kan sige: "Husk at gøre sådan og sådan".

- Jeg synes, det ligger naturligt for mig. Jeg prøver i hvert fald selv at vise attitude og udstråling. Derfor er det måske lettere for mig at være indpisker, siger Anne Mette Hansen.

Kommunikationen mellem spillere og trænere har også været på dagsordnen, og undervejs i den igangværende VM-turnering vil publikum formentlig opleve en mere kontant og udfarende landstræner.

- Der er kommet en større forståelse for, at vi godt kan være benhårde over for hinanden og stille høje krav, samtidig med at vi vil hinanden det bedste, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

- Jo større tillid, der er til mig, jo mere kan jeg give - eksempelvis i timeouter, hvor jeg flipper ud. Det kan være, at der kommer mere af det, siger Klavs Bruun Jørgensen.

/ritzau/