Nu er det officielt. Mads Mensah Larsen spiller ikke i Rhein-Neckar Löwen fra den kommende sæson.

»Det er ikke let at tage sådan en beslutning,« siger klubbens sportslige leder, Oliver Roggisch, til klubbens hjemmeside.

Danskeren kom til klubben i 2014 – i øvrigt sammen med den nuværende danske landstræner Nikolaj Jacobsen – og forlader klubben efter en særdeles succesrig periode. Også spanske Gedeon Guardiola, der har været lige så længe i den tyske klub, er færdig.

»Gedeon og Mads vil altid blive forbundet med den seneste succesrige periode hos Rhein-Neckar Löwen, og sammen vil vi kæmpe for at opnå endnu mere,« siger Oliver Roggisch:

»Jeg er sikker på, at begge vil kæmpe til det sidste for Rhein-Neckar Löwen.«

Der venter dog nok ikke en fremtid uden klub for den danske landsholdsspiller.

Forleden kunne mediet Handball Planet meddele, at Mads Mensah Larsen i fremtiden skal spille for en anden tysk topklub, Flensburg-Handewitt.

Her bliver han holdkammerat med flere danske landsholdspillere: Simon Hald, Lasse Svan og Anders Zachariassen spiller i øjeblikket for den nordtyske klub – og så blev landsholdslegenden Lars Christiansen forleden præsenteret i en lederrolle i klubben.