Vi starter lige med en af helt store sportsjournalistiske overskrifts-klichéer.

'HURRA. Vi lever!'

Takket være en flok mandfolk med vikingenavne som Hans, Magnus og Henrik er den danske drøm om ædelmetaller ved EM i Kroatien nu ude af koma og tilbage på benene.

BT UDDELER 12-TALLER EFTER SEJREN OVER SPANIEN.

Tre sejre - over Slovenien, Tyskland og Makedonien - er med 99 procents sikkerhed nok til at sende Danmark i semifinalen i Zagreb. Hvor svært kan det være?

Hvor svært kan det egentlig være, har Peter Balling sikkert også tænkt, mens han fra tribunen så de to første gruppekampe.

LÆS MERE OM MR. POPULARS VILDE FORVANDLING HER.

Huggeren fra Holstebro, der også lidt ligner en vildt flink bankrådgiver, savede simpelthen Spanien midt over, da han endelig fra chancen i Arena Varazdin. Otte kasser og adskillige assist. Bum!

Manden, der har siddet alene og uforstyrret i et hjørne under spillernes medieseancer, var pludselig den mest efterspurgte herre i mixedzone!

Alle ville have fat i ham - og han så ud til at nyde den pludselige opmærksomhed. Så meget, at han helt uhørt tog en æresrunde rundt i cirklen af deadline-pressede journalister.

Det blev også en aften, hvor vi fik tacklet alle rygter om, at landsholdet råber 'Store Patter' i deres sejrsråb, i jorden. TV2 var med i omklædningsrummet, og alle kunne høre, at sejrssangen stoppede brat efter 'hey, hey, hey'. Naturligvis! Eller?

Vi kan også fortælle, at landstræner Nikolaj Jacobsen indledte sit interview til den samlede skrivende danske presse på klingende tysk. Til stor forskrækkelse for dem af de tilstedeværende, der i sin tid valgte fransk i folkeskolen.

Han slog senere over i dansk og fortalte, at Niklas Landin måske/måske ikke var skadet. Det finder vi ud af i tirsdag!

HER KAN DU LÆSE OM NIKLAS LANDINS MULIGE SKADE

Inden Danmarks kamp pryglede totalt tjekkede Tjekkiet også lige Ungarn. Playmakeren Ondrej Zdrahala scorede 14 gange! Det var 14 gange! Ganske godt gået af en lidt splejset fyr, der spillede 1. division i Tønder for et par år siden.

Derudover kan vi berette om stort drama før spillernes træning tirsdag. Danmarks mest handsome eks-håndboldspiller, TV2-ekspert Claus Møller Jakobsen, tyrede en bold i baghovedet på den ene halvdel af BT's udsendte duo, mens denne stod og interviewede Niklas Landin. Angiveligt et 'uheld' - men her på redaktionen betragter vi overfaldet som en krigserklæring fra TV2-eksperten. Sov med et øje åbent, Claus! Vores hævn bliver svag, og sandsynligvis fortryder vi i sidste øjeblik!!

Rystet ankom BT senere på aftenen til pressehotellet, hvor dagen gik fra dramatisk til tragisk. Det kroatiske hotelpersonale havde af endnu uafklarede årsager udskiftet det lille fikse fladskærms-tv med sådan en sort kæmpekasse, der stod på ethvert teenage-værelse i start-90'erne. HVORFOR??