
Den danske landsholdsspiller Lukas Jørgensen kom søndag aften slemt til skade i sejren over Rumænien.
Mandag er han sendt til scanning for at afklare omfanget af den skade, der har ramt hans knæ.

Og selvom dommen endnu ikke er kommet, bekræfter landstræner Nikolaj Jacobsen, at det ser sort ud.
»Jeg er ikke blevet klogere endnu. Så vidt jeg ved, er han afsted til en scanning nu. Så må vi se, hvad resultatet bliver.«
»Det ser ikke positivt ud. Lukas' knæ er meget hævet, og jeg forventer ikke at få et positivt resultat tilbage fra scanningen,« lyder den dystre dom fra Jacobsen på mandagens presseseance i Herning.
Er Jørgensens EM slut, som forventningen er lige nu, kommer der ingen erstatning ind i den danske EM-trup.
»Vi løser tingene internt,« siger Jacobsen.
Stregspillerens potentielle exit betyder, at man stadig har Simon Hald, Magnus Saugstrup og Emil Bergholt til at tage sig af positionen.
Lukas Jørgensens solouheld skete mod slutningen af kampen og efterlod flere holdkammerater påvirkede.
Danmark møder tirsdag Portugal i den sidste gruppekamp. Indtil videre er det blevet til sikre sejre over Nordmakedonien og Rumænien.

