I sidste uge var der ifølge franske L'Equipe tricktyve på spil i den danske håndboldstjerne Mikkel Hansens lejlighed i Paris, hvor han har spillet siden 2012 for PSG.

Ifølge mediet blev der stjålet smykker - heriblandt et guldur - til en anslået samlet værdi af 60.000 euro (cirka 450.000 kroner, red.).

Avisen skriver, at to mænd troppede op omkring 10.30 om formiddagen fredag 11. marts for at gennemse Mikkel Hansens lejlighed, der ifølge avisen skulle gennemgå noget planlagt arbejde.

På dette tidspunkt var det kun Mikkel Hansens kone Stephanie Gundelach, der var hjemme. Hun hørte mændene rumstere i et andet værelse, og da de var gået igen, tjekkede hun indholdet af et smykkeskrin for derefter at finde ud af, at flere smykker - heriblandt et guldur - var væk.

Ifølge avisen skyndte Gundelach sig at kontakte Mikkel Hansen, inden politiet blev alarmeret.

L'Equipe melder, at politiet fortsat efterforsker sagen.

Det fremgår ikke af historien, om gerningsmændene vidste, at Mikkel Hansen boede i lejligheden, men det er intet sjældent syn, at kendte sportsfolk bliver ofre for kyniske og systematiske tyve.

Det er set i fodboldens verden blandt andet i Premier League og Især i Paris, hvor flere fodboldspillere fra PSG har været ramt af røverier.

Spillere som Angel Di Maria, Marquinhos og Dani Alves er blevet ofre for gerningsmænd, der målrettet er gået efter deres værdier.

B.T. har forgæves forsøgt en kommentar PSGs pressechef Timothee Lemoine omkring historien. Hansens agent Claus Flensborg ønsker ikke at kommentere historien.

34-årige Mikkel Hansen er i øjeblikket ikke af sted med det danske landshold, der torsdag aften vandt over Norge i Aalborg.

Det skyldes en operation i knæet, der holder ham ude de kommende uger.