René Toft Hansens kontrakt med den tyske storklub THW Kiel udløber denne sommer, og noget tyder på, at Toft har fundet nye græsgange.

I hvert fald skriver TV2 Sport, at det bliver ungarske Veszprem. der fremover kommer til at nyde godt af stregspillerens færdigheder. Ungarerne har udnyttet, at den 33-årige dansker kan hentes kvit og frit til sommer efter seks sæsoner i tyske Kiel.

Toft har stået i samme situation som sin bror Henrik Toft, der ligeledes havde kontraktudløb denne sommer hos Flensburg-Handewitt. Inden EM i Kroatien meldte han, at han forlader den tyske til fordel for franske Paris. St. Germain, hvor han har skrevet under på en to-årig aftale.

Detaljerne i René Toft Hansens angivelige skifte er endnu ikke klare, men stregspilleren kommer til en klub med stolte traditioner og store spillere. I øjeblikket er det den tidligere svenske landsholdsspiller Ljubomir Vranjes, der er cheftræner i klubben.

Endnu er intet officielt dog meldt ud.

Den danske landsholdsspiller har i sin tid i Kiel vundet tre tyske mesterskaber og to pokalturneringer. Han skiftede til klubben i 2012, hvor han kom til fra hedengangne AG København. Han har desuden tidligere spillet i KIF Kolding, Viborg og HF Mors.

Med det danske landshold har stregspilleren vundet EM-guld i 2012 og OL-guld i 2016.

Nu venter der så måske nye muligheder for flere trofæer.