Danmarks håndboldherrer må undvære Rasmus Lauge, når der i januar skal spilles VM.

Den stærke playmaker pådrog sig således en skade i en Champions League-kamp onsdag, da han var i aktion for ungarske Veszprem, og den er så alvorlig, at danskeren ikke når at blive klar til slutrunden.

Det skriver klubben torsdag på sin hjemmeside, hvor de oplyser, at Lauge er ude 'i flere måneder' efter at have skadet sit ene korsbånd og skal opereres.

Uheldet indtraf med ti minutter tilbage af Champions League-opgøret mod Kiel.

Her måtte den 29-årige dansker hjælpes fra banen med det, der lignede en knæskade. Lauge har flere gange været ude med alvorlige knæskader, og nu tyder meget på, at der venter playmakeren endnu en ufrivillig pause.

Landsholdsprofilen var på hospitalet onsdag aften for at blive scannet.

I forvejen må landstræner Nikolaj Jacobsen se bort fra venstrefløjen Casper U. Mortensen til VM-truppen, efter han ligeledes har pådraget sig en skade i knæet.

Danmark vandt – med Rasmus Lauge i en central rolle – 2019-udgaven af verdensmesterskabet på hjemmebane i Herning med en overbevisende finalesejr over Norge.

VM-slutrunden bliver spillet i Egypten fra den 14. til 31. januar.