Den danske landsholdsfløj Casper U. Mortensen bliver købt fri af sin kontrakt med TSV Hannover-Burgdorf og skifter til sommer til den spanske storklub FC Barcelona. Det erfarer det spanske medie Mundo Deportivo.

Den 28-årige fløjspiller er ellers på kontrakt med tyskerne indtil 2020, men Barcelona har altså angiveligt smidt et beløb på bordet, som løser Casper U. Mortensen fra kontrakten med Hannover.

Casper U. Mortensen har de seneste sæsoner fået en mere fremtædende rolle på det danske landshold, hvor han er blevet en vigtig brik for Nikolaj Jakobsens mandskab.

Ligeledes har han stor succes i Bundesligaen, hvor han er en delt nummer et på topscorerlisten med 176 mål.

Mundo Deportivo skriver, at Casper U. Mortensen sætter sin signatur på en kontrakt, som løber frem til juni i 2021, og han tilslutter sig dermed tre andre indkøb, som Barcelona har foretaget til den kommende sæson. Heriblandt finder man også den danske landsholdsmålmand Kevin Møller, der skifter fra SG Flensburg-Handewitt efter denne sæson.

Ifølge det spanske medie var fløjspilleren allerede i Barcelona i sidste uge for at få ordnet diverse detaljer.

Casper U. Mortensen er ifølge Mundo Deportivo hentet ind som erstatning for spanske Valero Rivera Folch, der ifølge avisens oplysninger skifter til den franske klub HBC Nantes.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Casper U. Mortensen