Både spillere og ledere har vrøvl med maven, men der er ikke meget, den danske delegation kan stille op.

Mikkel Hansen, Johan Hansen og fysioterapeut Anja Greve måtte blive på hotellet med maveonde, da håndboldlandsholdet lørdag aften besejrede Japan ved VM i Egypten.

Men det er langtfra de eneste i den danske delegation, der er ramt af maveproblemer.

Mads Mensah, Morten Olsen og Lasse Andersson har også haft symptomer, men var dog i stand til at gå på banen mod japanerne.

Dertil kommer, at flere i lederstaben - blandt andre målmandstræner Michael Bruun og landstræner Nikolaj Jacobsen - har været flittige gæster på toilettet i de seneste dage.

- Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt. Når det først kommer ind på holdet, har det desværre en tendens til at sprede sig. Det er rigtig ærgerligt og forstyrrer en del, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

Flere andre hold har tidligere i turneringen været plaget af lignende problemer.

Der er ikke så meget, den danske lejr kan stille op, ud over at håbe at det snart går i sig selv igen.

- Vi kan selvfølgelig sørge for, at de syge holder sig på værelserne og ikke sætter sig ned i fællesrummet.

- Men der er ikke værelser nok til, at vi kan isolere nogen. Så det er rigtig svært at inddæmme det helt. Det tror jeg ikke lige, man havde taget højde for, siger Nikolaj Jacobsen.

Situationen taget i betragtning var det naturligvis ekstra vigtigt, at Danmark lørdag aften sikrede sig førstepladsen i mellemrunden.

Dermed er mandagens kamp mod Kroatien uden betydning, så de ramte spillere har to dage ekstra til at komme ovenpå inden kvartfinalen.

- Der er ingen tvivl om, at for os er førsteprioriteten at få folk så friske som muligt til kvartfinalen. Så må vi se, hvordan folk har det mandag, og hvor mange der kan spille mod Kroatien, siger Nikolaj Jacobsen.

/ritzau/