GOG hang kampen igennem fast i Aalborg Håndbold, men til sidst var marginalerne med de nordjyske profiler, der vandt 36-34 i Svendborg.
Aalborg var i det meste af anden halvleg foran med et par scoringer, men gang på gang kæmpede GOG sig tilbage og sørgede for spænding helt til det sidste.
Det var marginalerne, der blev afgørende, og de gik Aalborgs vej.
I de sidste minutter var der flere returbolde, der faldt ud til Aalborg, bedst eksemplificeret i de sidste sekunder.
Foran 35-34 var der pres på Aalborg-angrebet med 15 sekunder tilbage, hvor Thomas Arnoldsens afslutning blev reddet. Men den løse bold faldt lige ud i hænderne på en årvågen Sander Sagosen, der sikrede sejren.
Det var en kamp, der fra første angreb blev spillet med gashåndtaget helt i bund. Og til at starte med var det faktisk noget, der bekom GOG bedst.
Fynboerne spillede med lille fejlmargen og havde ingen problemer med at skyde hul på Niklas Landin i Aalborg-målet.
Langsomt fandt Aalborg dog rytmen, og Thomas Arnoldsen og Mads Hoxers fysiske tryk i krydsspillet blev for meget for GOG.
Indskiftede Fabian Norsten hjalp samtidig med et par redninger til, at Aalborg gik til pause foran med to.
Derfra kunne det ligne, at nordjyderne med den store fysik langsomt ville trække fra, men GOG var ikke sådan at smide af sig.
Fynboernes syv mod seks-spil i angrebet fandt igen momentum med fire ubesvarede scoringer i træk, og så var der kontakt, men det var kun for en stund.
Da Thomas Arnoldsen fik en lille pause, overtog den tyske vildbasse Juri Knorr Aalborgs angrebsspil. Med tre hurtige scoringer fra hans hånd genskabte nordjyderne et lille hul.
Det var kampbilledet gennem hele anden halvleg. Aalborg kom i front med et par stykker, men GOG blev ved med at hænge i.
Med et minut tilbage bragte Frederik Bjerre Aalborgs føring ned på en enkelt scoring, men det pres stod nordjyderne imod.
/ritzau/
