Hvis Magnus Landin er klar, spiller han i Danmarks sidste gruppekamp, understreger Nikolaj Jacobsen.

Håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen kan få tiltrængt hjælp til venstrefløjen, hvis Magnus Landin får grønt lys til at spille onsdagens potentielt afgørende EM-gruppekamp mod Rusland.

Tirsdag aften bliver han testet, når de danske håndboldherrer træner i Baltiska Hallen i Malmø.

- Vi tester ham i dag (tirsdag, red.). Så ser vi, hvordan testen falder ud. Selvfølgelig har vi et håb om, at han kan deltage. Ellers havde vi sendt ham hjem, siger Nikolaj Jacobsen.

Jacobsen kan stadig gøre brug af en udskiftning i det indledende gruppespil. Mandag foretog han den første af to udskiftninger, da han skiftede Morten Olsen ind i stedet for Jacob Holm.

Han har tænkt sig at vente til onsdag morgen med at træffe den endelige beslutning om, hvordan truppen skal se ud mod Rusland.

Men er Landin kommet sig oven på sin skade i storetåen, spiller han med garanti, understreger landstræneren.

Selv er Magnus Landin endnu ikke helt sikker på, hvor han står i forhold til at deltage i onsdagens kamp.

- Det er svært at sige. Men jeg synes, at jeg har en god fornemmelse. Det må træningen vise, siger fløjspilleren.

I Landins fravær har TTH Holstebro-fløjen Magnus Bramming fået slutrundedebut, og mandag mod Ungarn var han en af holdets bedste med seks mål på syv forsøg.

Men efter kampen lagde Nikolaj Jacobsen ikke skjul på, at han savner Magnus Landin på venstrefløjen, hvor forsvarskæmpen Henrik Møllgaard også har vikarieret.

- Jeg savner Magnus vanvittigt meget. Der er nogle opstillinger, jeg ikke kan spille, fordi Magnus ikke er der. Det er nok vores vigtigste spiller for at få balancen på holdet til at gå op, sagde landstræneren.

Lasse Svan har ligesom Magnus Landin siddet ude med en skade i Danmarks første to kampe.

Danmark har ikke længere skæbnen i egne hænder ved EM efter et nederlag til Island og uafgjort mod Ungarn.

For at gå videre til mellemrunden skal Danmark vinde over Rusland i onsdagens kamp. Inden da skal Island desuden besejre Ungarn.

/ritzau/