Hun var med til at vinde VM-guld i 1997.

I dag arbejder hun som skoleleder på en friskole i Ry. Hun har været leder i næsten 15 år og var på en efterskole inden da.

Vejen dertil var tilfældig. For egentlig var Lone Mathiesen uddannet dekoratør, der kørte rundt i Danmark og Norge. 

Men da håndboldkarrieren for alvor tog fart, var det 'umuligt' at have det job.

»Jeg spillede med mange, der læste på lærerseminariet. Jeg blev lidt grebet af det, tog en læreruddannelse og blev mega glad for det. Det pædagogiske arbejde er bare fedt. Det var fedt at komme ind i og at opleve andet end ‘hvem er hurtigst’, ‘hvem skyder hårdest’. Der er også nogle, der har et andet perspektiv på livet end mig,« siger hun til B.T., der møder hende i hjemmet i Ry.

Efter folkeskolen havde hun egentlig sagt, hun ikke skulle i gymnasiet. Hun var færdig med skole. 

Hun drømte om at blive dekoratør, men måtte altså indse, det ikke hang sammen. 

»Så er der også det med dekoratørjobbet, at det er sindssygt ensomt, fordi man kører rundt og servicerer butikker. Man har ikke kollegaer, og jeg er vældig socialt anlagt, så det var faktisk lidt hårdt,« fortæller Lone Mathiesen, der var en del af det danske landshold fra 1996 til 1999.

En tid, hun husker som både 'mega spændende' og 'vild'.

»Jeg var vant til at spille rigtig mange minutter og være en af de bærende spillere i Skovbakken. Jeg var også en af dem, der skulle ind og afslutte, når det brændte på. På landsholdet skiftede jeg position, jeg var andetvalget. Hoffmann var stjernen, hun var mega god, og det var også sådan det skulle være. Men det skifte var faktisk svært, synes jeg,« siger Lone Mathiesen. 

Det bedste ved landsholdet var fællesskabet. De var samlet mange dage om året og hun beskriver det som 'helt unikt'. 

Det samme siger hun om det at have været en del af 'De Jernhårde Ladies', som der stadig bliver talt meget om i dag.

Lone Mathiesen (th.) var med til at vinde VM-guld i 1997.
Lone Mathiesen (th.) var med til at vinde VM-guld i 1997. Foto: Liselotte Sabroe/NF-NF
Vis mere

»Man skal altid huske en ydmyghed over, hvor heldig man har været. Da jeg spillede, tænkte jeg, det kunne have været alle mulige andre end mig, der kom med. Jeg har en enorm ydmyghed, og jeg er også stolt. Mine forældre er ved at være godt oppe i årene, de er ved at revne af stolthed også over Julie. At der er to generationer er da mega fedt. Det er jeg stolt af,« siger Lone Mathiesen, der er mor til Julie Scaglione, der i år er med til sin første slutrunde med A-landsholdet.

Da Lone Mathiesen selv var i det, fornemmede hun ikke, hvor stort det var og stadig ville være i mange år efter æraen med 'Jernhårde Ladies' sluttede.

»Men det var også en tid uden sociale medier, og det vi ser på nettet hver dag. Jeg husker stadig, da jeg blev udtaget til VM. Det blev jeg i Østrig. Det var mega fedt, og vi fejrede det. Og så tog vi flyveren hjem. Så kom jeg ind i flyet, der var aviser, der blev delt ud, der så jeg mig selv på forsiden, hvor jeg tænkte: ‘Hold da fast, det er for vildt det her’,« siger hun. 

Mediedækningen var stor, holdet blev hyret ind til modeshows, kom til premiere på James Bond-film og meget andet.

»Det er langt ude at tænke på. Jeg tror, folk stadig taler om det, fordi man vandt så mange medaljer på 10 år,« siger hun om den kendte gruppe, der havde navne som Anja Andersen og Camilla Andersen.

Hypen blev de hurtigt vant til. Det blev hurtigt dagligdag, selvom det 'kan lyde vildt'.

Selv fik hun kun et fem minutters pressekursus, da hun var på landsholdet første gang, og så var det ellers bare learning by doing

»Det fandt man ud af. For mig kom mediernes interesse bag på mig. Da det kom frem, jeg var udtaget, blev jeg bombet ned af tv-stationer, aviser, der ville snakke med mig. Jeg tænkte: ‘Hold da fast, det stikker helt af det her’. Jeg var overrasket over, at det var så vildt og interessant,« siger hun.

Lone Mathiesen (nr. 2 fra højre) var med til at vinde guld ved VM i 1997.
Lone Mathiesen (nr. 2 fra højre) var med til at vinde guld ved VM i 1997. Foto: Ernst Van Norde/B.T.-Sport
Vis mere

Resten af holdet var vant til eksponering, mens hun med et grin fortæller, hun var vant til at snakke med Aarhus Stiftstidende. 

Samtidig ved hun også, at noget af opmærksomheden kom af, at hun var en overraskelse, da hun slog Marianne Flormann af til slutrunden i 1997. 

»Flormann fik at vide, hun skulle spille turnering i Norge, jeg skulle spille i Østrig. 'Den der gør det bedst kommer med'. Det ville man heller ikke gøre i dag. Men det var sådan, det var. Når Flormann spillede kunne man sidde og tænke ‘Shit hvis hun spiller godt, så er jeg ude’. Det var sindssygt kontrastfyldt i forhold til i dag,« siger Lone Mathiesen.

Håndboldkarrieren stoppede, da hun fik børn. Sønnen Mikkel blev født i 2002, og under graviditeten med ham forlængede hun faktisk sin kontrakt med IK Skovbakken (i dag Aarhus United, red.). Hun var ikke færdig med at spille. Et par år efter blev hun gravid igen, og her var det slut.

Et stop, der for hende egentlig kom ret naturligt, fordi børnene blev det vigtigste i hendes liv.

Årene efter gik med at være træner i både Viby og Silkeborg-Voel, ligesom hun også var inde over Aarhus United som mentalcoach. 

»Jeg slap det ikke helt. Det var nok egentlig det allersværeste. Så kan jeg huske, jeg på et tidspunkt tænkte, jeg følte, jeg gjorde det for pengenes skyld. Det skulle jeg ikke, og så stoppede jeg. Jeg kunne hurtigt komme mig over en tabt kamp, det kan lyde skørt, men jeg kunne mærke, det var ikke lige så betydningsfuldt som tidligere. Og det skal det være,« siger Lone Mathiesen og understreger, at der skal være en anden drivkraft end blot løn.

I dag har hun stadig kontakt til flere fra det gamle landshold, og Tina Bøttzau er stadig en af hendes bedste veninder.

»Vi har lige været samlet 14 spillere fra 90’er-landsholdet i et sommerhus for 14 dage siden, hvor vi bare har hygget, fået god mad, snakket om hvor vi er, hvad vi laver. Man har kendt hinanden et helt liv. Vi har også været gode til at holde kontakt, nogle af os har været på ski sammen nogle år, vi har været på Smukfest. Men det er privilegeret at have venskaber, der er 30 år gamle. Det tænker jeg tit over. Håndbold avler fællesskaber,« siger hun.