Barcelonas håndboldherrer tabte fredag aften for første gang i 146 ligakampe, da Granollers brød stimen.

Barcelona. Fredag aften tabte FC Barcelonas håndboldherrer en ligakamp for første gang i næsten fem år.

Efter 146 ligakampe uden nederlag måtte den spanske storklub på hjemmebane se sig besejret med 28-29 af lokalrivalen Granollers.

Barcelonas seneste liganederlag var 18. maj 2013, hvor La Rioja dengang vandt 33-31. Barcelonas seneste hjemmebanenederlag er et år ældre.

Barcelona så ellers ud til at holde liv i den historiske stime, da Valero Rivera udlignede på straffekast til 28-28 med ti sekunder tilbage.

Det nåede litaueren Rolandas Bernatonis dog at få lavet om på, da han sikrede gæsterne sejren i sidste sekund.

Danske Lasse Andersson var ikke med i nederlaget.

- Det er en stime af ubesejrede kampe, som aldrig har været set før, og som man nok aldrig kommer til at se igen, skriver Barcelona på sin hjemmeside.

I løbet af den lange stime som ubesejret nåede Barcelona at vinde 133 ligakampe i træk. Den stime blev brudt i december efter en uafgjort kamp mod Ciudad de Guadalajara.

/ritzau/