Japan voldte problemer i 45 minutter, inden Danmark trak fra og sikrede sig førstepladsen i mellemrunden.

Håndboldlandsholdets første minimumsmål er nået og pladsen i VM-kvartfinalen sikret, efter at Danmark som ventet besejrede Japan i en tempofyldt forestilling lørdag aften.

Sejrscifrene 34-27 antyder dansk dominans, men det hører med til historien, at holdet især i første halvleg havde visse problemer med den stærkt undertippede modstander.

Uden en syg Mikkel Hansen måtte danskerne klare sig uden holdets helt centrale spiller, men fraværet fik nu ikke så stor betydning.

For i angrebet, hvor Hansen har sine største kvaliteter, flød spillet generelt godt. Med Morten Olsen som rutineret styrmand spillede Danmark som i de tidligere kampe sig til den ene store chance efter den anden.

Emil Jakobsen fik endelig sin forsinkede VM-debut og havde tilsyneladende sparet masser af energi op i ensomheden i sin coronaisolation.

Han scorede otte gange i den halvleg, han spillede, og supplerede med yderligere fire på straffekast efter pausen.

Jakobsen understregede, hvorfor landstræner Nikolaj Jacobsen aldrig har været i tvivl om GOG-fløjens kvaliteter.

Hans klubkammerat Mathias Gidsel havde til gengæld denne gang en kamp på det jævne.

Han stod over for en modstander, der kunne matche hans hurtighed, og derfor så man kun sjældent Gidsels karakteristiske gennembrud.

Alligevel scorede Danmark 19 mål i en første halvleg, hvor problemerne entydigt lå i den anden ende af banen.

De store danske forsvarere kunne ikke flytte sig hurtigt nok, og japanerne spillede igen og igen forsvaret tyndt med kvikke kombinationer.

Det er usædvanligt, at Danmark lukker 17 mål ind på en halvleg. Og det er endnu mere usædvanligt, at ingen af de forsvarstræk, landstræneren forsøgte fra bænken, fungerede.

Problemerne blev bedst illustreret af Simon Hald, som allerede kort inde i anden halvleg modtog sin tredje udvisning og måtte forlade kampen i utide.

Til alt held havde japanerne brugt mange kræfter på at løbe om hjørner med verdensmestrene i kampens første halvdel.

De spillede med flere fejl efter pausen og virkede ikke længere helt så uhåndterlige.

At Danmark alligevel var længe om at afgøre det, skyldes primært en håndfuld store afbrændere. De betød, at japanerne kunne bevare troen på en sensation til et godt stykke inde i anden halvleg.

Da Lasse Andersson et kvarter før tid udnyttede en friløber til 27-22 efter 45 minutter, var det dog, som om roen omsider sænkede sig.

Fem mål var trods alt mere, end de ellers velspillende japanere kunne indhente.

Efter at Kroatien overraskende tabte til Argentina tidligere lørdag, er Danmark sikker på at slutte på puljens førsteplads, uanset hvordan det går mod kroaterne på mandag.

/ritzau/

Genoplev live-bloggen: