Jesper Jensen er Danmarks nye håndboldlandstræner på kvindesiden.

Samtidig fortsætter den vellidte træner i spidsen for ligaens tophold Team Esbjerg.

Er det en fordel eller en ulempe for henholdsvis klub- og landshold, at træneren skal fokusere og bruge kræfter på begge dele? Tiden vil formentlig vise det, men hovedpersonen er ikke i tvivl.

»Vi har i processen snakket rigtig meget om forudsætningerne for, at jeg kan fungere i begge job. Jeg er meget glad for at være i Esbjerg, og jeg er overbevist om, at jeg bliver en dygtigere landstræner ved at have en dagligdag i en dansk topklub,« siger Jesper Jensen i en pressemeddelelse fra Team Esbjerg.

I klubben glæder man sig over, at Dansk Håndbold Forbund har peget på netop Jesper Jensen. Og i Esbjerg er der tillid til, at træneren kan gabe over to krævende stillinger samtidig.

»Vi har stor tillid til, at Jesper fortsat vil have hjertet og engagementet 100 procent med i sit arbejde i Team Esbjerg. Det er hans klub, og han er ikke bare træner. Jesper har i de tre år som cheftræner udviklet sig fantastisk, og vi er glade for og stolte af, at også Dansk Håndbold Forbund ønsker at gøre brug af hans evner,« siger bestyrelsesformand Bjarne Pedersen.

Jesper Jensen har stået i spidsen for de vestjyske håndboldkvinder siden 2017 med stor succes.

Sidste år blev Team Esbjerg dansk mester og nåede frem til finalen i EHF Cuppen, hvor ungarske Siofok dog løb med titlen.