Team Esbjerg-profilen Line Jørgensen er gravid og venter en pige. Klubben vil ikke jagte en erstatning.

Line Jørgensen er gravid og skal føde sit første barn - en pige - i begyndelsen af december.

Den nygifte 30-årige Team Esbjerg-spiller skal holde pause fra håndbolden i længere tid.

Sammen med sin mand, amerikanske Brandon Myers, der er træner for Esbjergs hold i amerikansk fodbold, Esbjerg Hurricanes, glæder hun sig over familieforøgelsen.

Line Jørgensen under VM kampen mellem Danmark-Rusland i EWE Arena i Oldenburg den 8 december 2017.. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)
Line Jørgensen under VM kampen mellem Danmark-Rusland i EWE Arena i Oldenburg den 8 december 2017.. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Både min mand og jeg er rigtig glade og naturligvis også spændte. I begyndelsen var vi nok lidt overraskede over, at det skulle være nu,« siger Line Jørgensen til klubbens hjemmeside.

»Jeg holder pause fra spillet, men satser på at være med til det hele omkring holdet, og hidtil har jeg haft det godt uden morgenkvalme og andre graviditetsgener,« siger hun.

Line Jørgensen kom til Team Esbjerg i sommeren 2018 og forlængede i efteråret sin aftale med klubben frem til sommeren 2022.

Team Esbjerg-træner Jesper Jensen vil ikke jagte en erstatning, da han føler, at truppen er god nok.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi mister en af Europas bedste højre backs i forsvaret, og det er et hårdt tab. Desto større er glæden over, at Mette Tranborg kommer, og at det ser ud til, at hun er kommet sig 100 procent over sin korsbåndsskade.«

»Også hun er i verdensklasse i forsvaret,« siger træneren.

Line Jørgensens fravær i den kommende sæson udløser derfor ikke et akut behov for at supplere bagkæden.

Det skyldes især, at Team Esbjerg har hentet landsholdsspilleren Mette Tranborg til den kommende sæson.

»Vi har fem internationalt stærke bagspillere, og det er rigeligt. Når det er sagt, er vi sårbare over for skader og mangler bredde, hvilket vi i ledelsen er bevidste om.«

»Med al respekt for Lines kvaliteter bekymrer det ikke på kort sigt, at vi er en spiller færre.«

»Overordnet synes jeg ikke, vi har mistet kvalitet, og vi er snarere blevet stærkere med Mette Tranborg i klubben og Annette Jensens tilbagekomst,« siger Jesper Jensen.

Line Jørgensen, der er noteret for 147 landskampe for Danmark, vil efter fødsel og barsel gøre alt for at komme tilbage til sit topniveau.