HØJ. 

Du kan lige så godt vænne dig til at høre om dem, hvis du følger med i dansk sport. 

Det ambitiøse håndboldprojekt træder for første gang ind på den største scene herhjemme, når både herre- og kvindeholdet skal spille i landets bedste række efter sommerferien. 

Og hos herrerne er det håndboldstjernen Hans Lindberg, der er med til at trække i de sportslige tråde. 

Lindberg har travlt. 
Lindberg har travlt.  Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Sidste sommer vendte han hjem til Danmark som spillende sportslig ansvarlig, og tidligere på året var han med til at skabe chokbølger, da det kom frem, at HØJ havde hentet Barcelona-stjernen Hampus Wanne til lille Ølstykke, hvor klubben hører til.

»Der er kun én Hampus Wanne, og heldigvis har vi fået den rigtige,« siger Lindberg til B.T. 

Og det stopper ikke her. For der skal hentes flere spillere til klubben, der satser stort på at blive en magtfaktor med tiden i dansk håndbold. 

»Vi har haft gang i rekrutteringsarbejdet i lang tid. Det er meget forskelligt, hvilke hylder vi mener, der giver mening. Men vi skal have et par spillere mere. Mon ikke, der er en på trapperne,« siger Lindberg.

Fra Barcelona til Ølstykke. Hampus Wannes skifte til HØJ efterlod hele håndboldverden i chok. 
Fra Barcelona til Ølstykke. Hampus Wannes skifte til HØJ efterlod hele håndboldverden i chok.  Radovan Stoklasa/Reuters/Ritzau Scanpix

Kort efter B.T.s snak med Lindberg blev svenske Jonathan Svensson hentet til fra Melsungen, der spiller i toppen af Bundesligaen. Endnu et signal fra den økonomisk velpolstrede oprykker. 

Men der er også respekt for, hvad der venter. For meget bliver en omvæltning fra livet i den næstbedste række. 

»Vi har jo aldrig været i ligaen før. Alt fra kampafvikling til rammerne er det noget helt andet. Vi skal vænne os til det på alle fronter. Vi er ikke naive og tror, at vi skal udfordre omkring det danske mesterskab.«

»Vi får en ny træner, der aldrig har trænet i Danmark før. Vi skal hente en del nye spillere, der ikke har spillet her før. Så der er en tilvænning. Men vi skyder brystet frem og gør, hvad vi kan. Træerne groer ikke bare ind i himlen, der venter en stor opgave,« siger Lindberg.