Han skulle runde 17 år i udlandet, før han endte med at vende hjem.

Men selve flytningen nåede han aldrig at blive en stor del af. Det ændrede et gyldent opkald midt i sommerferien på.

Med hænderne begravet i flyttekasser og et logistisk kaos om ørene, blev Hans Lindberg nemlig ringet op af landstræner Nikolaj Jacobsen og bedt om at pakke tasken for i stedet at drage mod OL i Paris. 

Alt imens hustruen, Jeanette, og parrets to børn måtte klare flytningen.

Cathrin Mueller/Reuters/Ritzau Scanpix

Og derfor har den danske fløjlegende da heller ikke svært ved at beskrive de dage, hvor der skulle handles hurtigt.

»Det var meget kaotisk. Og hektisk. Lad mig sige det sådan,« indleder den mangeårige landsholdsspiller, som netop har skiftet dagligdagen i Berlin med 3,7 millioner indbyggere ud med en ny tilværelse i Stenløse-området, hvor der bor lige under 24.000 personer.

Her skal han være med til at løfte den storsatsende 1. divisionsklub HØJ til nye højder i dansk håndbold.

Og med tiden skal det være i rollen som sportsdirektør. I første omgang gælder det dog kun som spiller.

Hans Lindberg med sin hsutru, Jeanette.
Hans Lindberg med sin hsutru, Jeanette. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Derfor er han også lykkelig over, at der ikke længere venter ham flere dage med absurd lange rejser og et kampprogram, der får de fleste til at tabe pusten blot ved synet.

For både han og familien er nemlig stadig ved at finde sig til rette i det nye hjem.

»Det var hektisk at komme tilbage efter OL, hvor vi skulle finde os til rette med en ny hverdag. Især med hensyn til vores drenges nye skole. Og så er der alt det med min hustrus arbejde samt min nye klub. Der er lidt flere forpligtelser og opgaver nu, hvor vi har stablet en hel hverdag på benene,« forklarer Lindberg og fortsætter:

»Der er kommet mere fokus på at holde en kalender samt på at sætte det hele i system. For lige pludselig har vi fået muligheden for at gøre nogle ting, som vi ikke kunne i Tyskland. For eksempel at besøge venner og familie.«

Hans Lindberg spillede 17 år i den tyske Bundesliga.
Hans Lindberg spillede 17 år i den tyske Bundesliga. Noah Wedel/AP/Ritzau Scanpix

Netop savnet til familien og hjemlandet har faktisk hele tiden været der.

Fløjspilleren har bare forsøgt at ignorere det.

Altså… så meget han nu kunne.

»Det har været fantastisk og dejligt at vende hjem. Der var et savn, som er blevet presset i baggrunden. Bare det at kunne være sammen med familie og venner, det har jeg virkelig kunnet mærke, at vi har savnet,« fortæller Hans Lindberg.

Helt almindelige ting som familiefødselsdage og julefrokoster har ellers i mange år været noget, der har været bandlyst for ham.

Men med sit farvel til Bundesligaen og de ekstremt mange rejsedage er der nu pludselig plads i kalenderen.

Og det er der brug for i øjeblikket, hvor familielivet skal prioriteres.

For danskerens to sønner på henholdsvis seks og ni år har nemlig haft en lidt svær start på tilværelsen i Danmark.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

»Det har været en svær proces for mine børn. De er jo født i Tyskland og kender ikke til andet end Berlin. Det var dér, de havde deres vennekreds og skole. Så det er en svær proces at rive det hele fra hinanden og flytte til et andet land,« siger han, inden han fortsætter:

»De kan jo selvfølgelig sproget, men de skal også fungere i skolen og i den kultur, der er her. Det er bare en kæmpe forskel fra det, de har været vant til i Tyskland. Og det er svært for to drenge på den alder. Så ja, der har været udfordringer.«

Heldigvis kan den mangeårige landsholdsspiller allerede nu fornemme, at børnene trives mere og mere i de nye omgivelser.

Det er blot et spørgsmål om tid, før det hele falder i hak.

»Jeg kan klart mærke på dem, at det bliver bedre. Tid gør meget i sådanne sammenhænge. Men det tager jo bare tid, før der er nye venner og holdkammerater, og det skal man være forberedt på,« afslutter Lindberg.