Da han kiggede på haluret og stillingen, vidste han godt, hvad klokken var slået. 

Landstræner Jesper Jensen havde indtil da prøvet at få styr på de taktiske greb, men hjælpen skulle komme fra et andet sted i den kaotiske VM-åbningskamp mod Serbien. 

Nemlig tilskuerne i Jyske Bank Boxen. 

»Jeg prøver at holde roen i lang tid, men efter 40 minutter der tyer jeg alligevel til tilskuerne og vidste godt, at hvis det gav et gult kort, så måtte jeg tage det til med. Måske havde tilskuerne så endda givet endnu mere gas.,« siger Jesper Jensen og fortsætter: 

»Nogle gange skal man være taktisk, andre gange skal man råbe og skrige. I dag gik vi efter at få tilskuerne med, og det synes jeg også hjalp os til at komme tilbage. Det sammenspil bliver vigtigt for os i løbet af turneringen,« siger han. 

Danmark vandt 25-21 efter at været bagud i det meste af kampen i en meget nervøs affære. Den store kulisse var krøbet under huden på spillerne. 

Og længe lignede det en katastrofal VM-start. På trods af det træge spil er Jesper Jensen - næsten - glad for vejen til udfaldet. 

»Hvad ville det bedste scenarie være i dag? Det er lige før, det er det her. Vi kunne stå for presset. Vi kunne også have ført med fem efter syv minutter og bare drønet derudad, så havde vi ikke fundet ud af, hvordan vi ville reagere.«

Hold du en dundertale i pausen?

»Nej, det var der ingen grund til. Det var ikke et spørgsmål om parathed eller at være forberedt godt nok. Det var kun et spørgsmål om presset, der tyngede. Vi prøvede at skære ind til benet og finde løsninger. Jeg tror, kampen var knækket, hvis vi var kommet foran med én efter pausen. Vi så, at serberne knækkede, da vi kom foran. Men de spillede klogt.«

»Jeg tror, det ender med at blive godt for os i løbet af turneringen, at vi fandt ud af, hvad vi er stand til under pres.«

Danmark møder Chile søndag. Og her er Danmark kæmpe favoritter.