Han hader det.

Danmark er klar til VM-semifinalen.

En naturligt faktum, efter man smadrede Brasilien i kvartfinalen med 33-21. 

Men konceptet kvartfinaler skal den danske målmandsstjerne Emil Nielsen ikke bede om. 

»Prøv at hør, kvartfinaler er noget værre lort, synes jeg. Jeg kan virkelig ikke lide at spille kvartfinaler. Det er sidste step før den sidste weekend. Det er knald-eller-fald. Det er ubehageligt at spille dem. Men vi gjorde det, vi skulle,« siger han lettet efter sejren onsdag aften. 

»Jeg synes også, at det altid bliver så ualmindeligt tæt, det gjorde det så ikke i dag heldigvis. Men de her kampe er altid svære,« forklarer han. 

Danmark blev presset af brasilianerne i slutningen af første halvleg, men så stak det hele af.

»Vi havde måske lidt dårlig smag i munden, da vi gik til pausen. Men det fik vi rettet op på,« siger Emil Nielsen. 

For fjerde VM i streg spiller Danmark stadig med om guldet i den sidste weekend. 

»Vi er sindssygt stolte, vi har næsten spillet en fejlfri turnering. Nu går vi ind i semifinalen med selvtillid, og så håber vi på, at det er nok,« jubler Emil Nielsen. 

Keeperen endte med at stå med en redningsprocent på 45 og har vist ved denne slutrunde, hvorfor han bliver betragtet som verdens bedste målmand.