Lemvig hentede sæsonens første sejr, da bundkampen hjemme mod Ribe-Esbjerg HH blev vundet.

Lemvig. Håndboldherrerne fra Lemvig-Thyborøn Håndbold har ikke haft meget at juble over i denne sæson i Herre Håndbold Ligaen.

Mandag lykkedes det dog oprykkeren at hente den første sejr i den bedste række i sæsonen i femte forsøg.

Her tog Lemvig-Thyborøn hjemme imod Ribe-Esbjerg HH, der med en enkelt sejr også har haft det svært i sæsonindledningen.

Lemvig var bedste mandskab og vandt opgøret 33-28 efter 18-12-føring ved pausen.

Dermed tog hjemmeholdet et hop forbi gæsterne i stillingen, hvor Lemvig nu har tre point på 11.-pladsen, mens Ribe-Esbjerg efter fire nederlag i træk har to point som næstsidst foran Mors-Thy, der har tabt fem kampe.

Rasmus Porup blev topscorer for hjemmeholdet med otte mål, mens Magnus Søndenå scorede seks gange for gæsterne.

/ritzau/