Danmark kommer til at spille med om medaljerne til EM i Polen. Det er seks tidligere landsholdsstjerner overbeviste om.

Når de danske herrelandsholdspillere lørdag spiller deres første kamp ved EM i Polen mod Rusland, er det med den officielle målsætning om at nå semifinalerne. Med fraværet af forsvarets general, René Toft Hansen, mener de seks landsholdslegender, BT har talt med, at målsætningen giver mening. Men Danmark kan godt gå hele vejen.

JESPER JENSEN - træner for Aalborg Håndbold

Hvilken placering får Danmark til EM?

»Jeg tror, holdet kommer i semifinalen. Og får en bronzemedalje.«

Hvad er Danmarks største svaghed lige nu?

»Det er vores forsvar. Lige nu ser det ud til, at spillerne er bange for at blive snydt i mand-til-mand-duellerne. De står for langt fra hinanden, og det giver for mange af de dueller, og dér er vi ikke stærke. Det er ikke et kollektivt forsvar i øjeblikket.«

Kan de overhovedet løse forsvars- problemerne med så kort tid til EM?

»Ja, for jeg synes også, der i træningskampene mod Qatar og Norge var situationer, hvor vi har et lidt mere defensivt udgangspunkt, men så i stedet er mere aggressive i vores tacklinger. Mod Frankrig begyndte vi højt og bakkede. Derfor tror jeg, at hvis man begynder lidt lavere, får man ikke så mange visuelle huller som modstander. Det, tror jeg, nogle gange giver blod på tanden.«

Kan man vinde EM med det forsvar, som Danmark har?

»Ja, men jeg synes, der er nogle, der er større favoritter til det end Danmark. Men når man har Niklas Landin og Mikkel Hansen, der kan afgøre kampe, har man altid mulighed for at vinde.«

Det er jo åbenlyst, at Mikkel Hansen skal ramme sin topform, for at Danmark kan nå langt, men hvad skal ellers fungere?

»Det er forsvaret. Vi har masser af angrebsmæssige kvaliteter i holdet, og derfor er det meget, meget vigtigt, at vi får det forsvar op at stå sammen med Landin, så han ikke ligesom mod Frankrig bliver mødt af 20 skud inde over stregen.«

NIKOLAJ JACOBSEN - træner i Rhein-Neckar Löwen

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvilken placering får Danmark til EM?

»Mellem nummer et og tre. Danmark har et rigtig godt hold, og det blev bevist under Golden League, at vi angrebsmæssigt har et af de allerbedste hold i verden. Selvom Frankrig-kampen selvfølgelig giver nogle bekymringer, skal man dog passe på med at lægge for meget i det. Frankrig var på hjemmebane og spillede fremragende – og heldigvis er der ikke så mange andre hold på det niveau.«

Hvordan løser Danmark holdets forsvarsproblemer før EM?

»Det kan man ikke løse på så kort tid. Der må man arbejde med tingene og forsøge at udvikle gennem turneringen. Jeg tror, holdet skal gøre op med sig selv, at der kommer til at ske fejl i forsvaret, og at omverdenen kommer til at lægge mærke til det og fokusere på det. Den erkendelse er vigtig.«

Kan man vinde EM med det forsvar, som Danmark har?

»Det er jo det store spørgsmål. Vi kan håbe, det forbedrer sig i løbet af turneringen. Men så dårligt er forsvaret heller ikke. Vi stiller med Henrik Toft, som dækker næsten fuld tid i Flensburg-Handewitt, et top tre-hold i Tyskland, og Henrik Møllgaard, som dækker fuld tid i Paris, der er storfavorit til at vinde Champions League.«

Det er jo åbenlyst, at Mikkel Hansen skal ramme sin topform, for at Danmark kan nå langt, men hvad skal ellers fungere?

»Det kræver også, at Niklas Landin rammer et højt niveau og hjælper til nede i den ende, så godt som han nu kan. Og så er vi nødt til at se noget mere farlighed fra vores højre backer. Vi mangler også at bringe vores stregspillere mere i spil i angrebet. De scorer stort set kun på kontra.«

LARS KROGH JEPPESEN - DR1-ekspert og assistenttræner for Team Esbjerg

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Hvilken placering får Danmark til EM?

»Nummer tre. Danmark skal kunne komme i semifinalen og spille med om medaljer, men når vi er i det lag, ser Frankrig stærke ud, Polen bliver gode på hjemmebane, Spanien har jeg også til at være lidt skarpere end Danmark. Så det bliver hårdt i spillet om medaljer.«

Hvad er Danmarks største svaghed lige nu?

»Jeg synes, der er store problemer rent defensivt, hvis man måler sig med de andre tre favoritter. Der mangler afstemning mellem spillerne, og det er en kæmpe bet med René Tofts skade. Vi så ved VM sidste år, at de blev mere defensive i løbet af turneringen, hvilket, jeg synes, passede fint til spillerne, og spørgsmålet er, om de også skal trække sig længere tilbage nu. Og så er pladsen som højre back jo også ved at blive lidt en akilleshæl for os. Der sker virkelig et fald i niveau, hvis man sammenligner vores venstre back og playmaker med højrebacken. Det kan også godt blive en udfordring.«

Det er jo åbenlyst, at Mikkel Hansen skal ramme sin topform, for at Danmark kan nå langt, men hvad skal ellers fungere?

»Det er vigtigt, at forsvaret stepper op, for så kan vi profitere af den kontrafase, der så skarp ud under Golden League. Og så er det vigtigt, at spillere som Mads Mensah og Rasmus Lauge, der præsterede godt i Golden League, bygger videre på det og træder i karakter i angrebet. Vi plejer at sige, at vi forventer noget ekstra af René Toft, Mikkel Hansen og Niklas Landin, og nu er Toft ude. Derfor forventer vi os bare endnu mere af de to andre stjerner. Og det skal de kunne bære.«

MICHAEL V. KNUDSEN - spiller i Bjerringbro-Silkeborg

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Hvilken placering får Danmark til EM?

»Jeg er ret sikker på, holdet nok skal komme i top fire. Frankrig, Danmark, Spanien er de tre helt store favoritter.«

Hvad er Danmarks største svaghed?

»Forsvarsspillet, helt klart. Der mangler noget sammenspil, noget fælles forståelse og en klar rollefordeling på, hvem der skal trække læsset. Forsvaret er bare meget, meget afgørende for, at man kan nå helt til tops. Finder Danmark ikke en løsning, vinder man heller ikke.«

Kan det løses så kort før tid før EM?

»Ja, det kan det. Der skal findes den rette opstilling, der satses 100 procent på, så spillerne kender deres rolle og ved, hvem der har de centrale pladser. Det er timingen, der skal sidde lige i skabet, for når man møder de gode hold, er der ikke plads til at lave ret mange fejltagelser.«

Kan man vinde EM med det forsvar, som Danmark har?

»Nej, det kan man ikke. Kommer holdet ikke op på et højere niveau, hvor spillerne ikke laver de fejl, de gør nu, bliver det svært. Men jeg er ikke i tvivl om, det bliver bedre. Det er spillere, der har været med i gamet i mange år. Og det giver tro og håb på, at de kan løse opgaven.«

Det er jo åbenlyst, at Mikkel Hansen skal ramme sin topform, for at Danmark kan nå langt, men hvad skal ellers fungere?

»Niklas Landin skal også stå en rigtig flot slutrunde. Men vi skal også have andre end Mikkel, der træder i karakter. Rasmus Lauge har vist rigtig god form og spillet virkeligt godt. Jeg er sikker på, han går en stor slutrunde i møde.«

KASPER HVIDT - spiller for KIF Kolding København

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Hvilken placering får Danmark til EM?

»Top fire. Jeg kan ikke blive mere konkret end det. Det er simpelthen umuligt. Dem, der giver en eller anden placering, vil jeg kalde … Der er ikke nogen af os, der kan spå.«

Hvad er Danmarks største svaghed?

»Forsvaret mod de gode hold – ikke når vi møder de dårlige hold eller hold fra mellemklassen. Når vi møder de allerbedste hold, bliver vi enormt udfordret defensivt.«

Hvordan kan man løse de problemer?

»Det når vi nok ikke at gøre. Der er mange, der er bekymret for forsvaret, men det var heller ikke specielt godt for os ved VM i Qatar, så det kan godt være, at Niklas Landin bare kan løfte sig lidt. Det er næsten umuligt at være målmand med et dårligt forsvar, og han havde ikke den bedste turnering. Men kan han løfte sit niveau bare lidt af sig selv, har vi opnået noget, vi ikke havde dernede.«

Kan man vinde EM med det forsvar, Danmark har nu?

»Det kan man godt. Er man så favorit til at vinde? Det synes jeg ikke. Det er også et spørgsmål om, hvem man møder i semifinalen, hvis holdet kan nå så langt. Visse hold ville kunne udfordre vores forsvar rigtig meget.«

Det er jo åbenlyst, at Mikkel Hansen skal ramme sin topform, for at Danmark kan nå langt, men hvad skal ellers fungere?

»Højrebacken er et ret vigtigt punkt, for de andre bruger ufatteligt meget energi på Mikkel Hansen. Der har Kasper Søndergaard haft nogle rigtig gode mesterskaber. Mads Christiansen har tidligere været rigtig dygtig til at få bolden kørt videre ud til fløjen. Alle siger jo bare Mikkel Hansen og Niklas Landin. Men vi skal også have bolden ud til de fløje, der er så utroligt dygtige.«

LARS JØRGENSEN - spiller for KIF Kolding København

Foto: CLAUS FISKER
Vis mere

Hvilken placering får Danmark til EM?

»Mellem nummer et og fire. Jeg er ret sikker på, at vi ser Danmark, Spanien, Frankrig og Polen som de fire semifinalehold. Men der er mange hold, hvor man godt kan blive udfordret.«

Hvad er Danmarks største svaghed?

»René Toft har klart efterladt et hul. Men udfordringen var der også, før han blev skadet. For det forsvar, som landsholdet praktiserer, kræver mange, mange træningstimer sammen. Nu har det stået på i en periode, og folk kender principperne, så det bliver bedre og bedre. Men René Tofts fravær betyder, at man skal grave dybt efter en afløser.«

Kan man vinde EM med det forsvar, Danmark har nu?

»Ja. Danmark er et af de allerbedste – hvis ikke det bedste – angrebshold i verden. Holdet kan uden problemer lave over 30 mål pr. kamp, uanset hvem man spiller mod. Normalt set vil man holde modstanderen nede på 23-24 mål, for så kan man slippe af sted med at lave 25-26 mål i gennemsnit. For Danmark er det ikke et must. I stedet for at vinde 27-24 vinder de bare 33-30.«

Det er jo åbenlyst, at Mikkel Hansen skal ramme sin topform, for at Danmark kan nå langt, men hvad skal ellers fungere?

»Vi skal håbe på, at Niklas Landin står på sit normale niveau, og gør han det, vil han have rigeligt med redninger til, at Danmark får et godt afsæt, selv hvis forsvaret ikke sidder i skabet. Mikkel er om nogen vigtig, men Niklas er også utrolig central.«