I mere end 20 år var han vant til at spille i nogle af de største håndboldhaller.
Men for lidt over tre år siden lagde han skoene på hylden, og i dag lever han et helt andet liv.
Den danske landsholdslegende Lasse Svan arbejder nu som mentaltræner – i sit eget firma.
Her hjælper han blandt andet klienter inden for flere sportsgrene samt folk i erhvervsmiljøet.
En retning i livet, som den tidligere fløjspiller faktisk havde planlagt i mange år, inden håndboldkarrieren overhovedet var tæt på at slutte.
Det afslører 42-årige Lasse Svan i et interview med B.T.

»Jeg har altid vidst, at jeg skulle arbejde med folk inden for forskellige felter. Ét af de mål, jeg satte mig, da jeg begyndte at uddanne mig til coach, var, at jeg gerne ville lidt væk fra håndboldverdenen, fordi det var noget, jeg kendte. Jeg ville gerne møde nye mennesker og prøve nye miljøer af,« forklarer han og fortsætter:
»Og jeg vidste faktisk i flere år, inden jeg stoppede min karriere, at jeg skulle lave det, jeg laver nu. Jeg begyndte nemlig allerede at tage kurser, da jeg var 28 år. Jeg havde også en mentor, der kørte fra København til Flensborg to gange om måneden for at undervise mig i to år.«
Derefter begyndte Flensburg-Handewitt-ikonet at øve sig i rollen som coach ved siden af den hektiske karriere.
Noget, der endte med at blive altafgørende, da han i 2022 forlod håndboldverdenen:
»Derfor blev jeg heller ikke ramt af et tomrum, da jeg stoppede karrieren. Selvfølgelig var der noget omstilling med en ny hverdag, men jeg havde haft lang tid til at forberede mig på, hvad jeg skulle, og den del gjorde det nemt for mig. Det var en kæmpe fordel.«
»Min største tvivl faktisk, om jeg kunne lave en forretning ud af det, og om jeg kunne få det til at køre rundt. Men altså, lige nu går det rigtig godt, hvis jeg selv skal sige det,« lyder det videre.
Forespørgslerne er da også væltet ind de sidste tre år.
Men for Lasse Svan har det været vigtigt, at han ikke bare har sagt ja til alt med det samme:

»Jeg var meget bevidst om, at jeg ikke skulle tage for meget ind og fylde min kalender helt op, fordi de klienter, jeg arbejder med, skal have mulighed for stor fleksibilitet. Når de har brug for hjælp, så skal jeg kunne være til rådighed. Det ved jeg, at mine klienter sætter stor pris på.«
Den pensionerede landsholdsstjerne har dog ikke helt forladt håndboldverdenen. Faktisk er han er i løbet af 2025 kommet tættere på den.
I sommer sagde han nemlig ja til at hjælpe traditionsklubben KIF Kolding som mentaltræner.
Og i sidste uge kom det frem, at Lasse Svan fremover skal håndboldekspert hos TV 2.
En perfekt kombination, som han næsten ikke kunne have skrevet bedre:
»Lige nu har jeg svært ved at se, at jeg en dag skulle lave noget andet. Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men lige nu nyder jeg virkelig mit arbejde, og jeg glæder mig altid til at snakke med de mennesker, jeg arbejder med.«
»For mig handler det om at have et job, hvor jeg er glad og inspireret hver dag, for så betyder det noget. Og det har jeg,« afslutter han.