Nikolaj Jacobsen var egoistisk.
Han havde et fuldstændig uregerligt temperament og blev rasende på alt og alle.
Intet indikerede, at han skulle blive træner. Og da slet ikke en dygtig en af slagsen.
Men han var også en unik vinder, verdens bedste på sin position og umulig ikke at holde af.
Nogenlunde sådan lyder det komplekse skudsmål af den danske landstræner, da hans karriere som spiller toppede for mere end 20 år siden i THW Kiel.
Dengang, hvor publikum i Ostseehalle var ved at falde ned af stolene af bar benovelse over 'Zaubermaus' – tryllemusen – som de døbte deres danske yndling.
Vi kender ham indgående som træner, hvor hans væsen og metoder er beskrevet igen og igen. Men her fortæller tre af hans mest prominente holdkammerater fra Kiel – den svenske succestrio Magnus Wislander, Stefan Lövgren og Staffan Olsson – om tiden i storklubben, der i høj grad var med til at forme Nikolaj Jacobsen til den person, vi kender i dag.
Der var dog ikke meget, som tydede på, at det var en kommende mestertræner, der kom til nordtyske Kiel i sommeren 1998.
I hvert fald ikke ifølge Magnus Wislander.
»Jeg troede aldrig, han skulle blive træner. Slet ikke. Hvis jeg kigger tilbage på alle mine holdkammerater i Kiel, så var han den sidste, som jeg troede ville blive træner. Og slet ikke en træner på det utroligt høje niveau, han er blevet,« siger han og uddyber:
»Han elskede jo ikke ligefrem at træne. Han elskede legen, bolden og kampene. Men at sidde og analysere på video og finde ud af, hvordan man skulle spille, det oplevede jeg ikke, at han gik ret meget op i. Men til kampene var han altid klar,« lyder det fra Wislander.
Og det var netop i kampene, at Nikolaj Jacobsen fra dag ét tryllebandt hjemmepublikummet i Ostseehalle.
Han havde en legesyg tilgang til spillet, som var en sjældenhed på det tidspunkt, og Kiels tilskuere elskede og tilbad ham for det.
Ifølge Staffan Olsson skulle holdkammeraterne lige vænne sig til, at de havde fået en medspiller, som ikke bare forsøgte at smadre bolden i mål hver gang.
»Dengang skulle man helst skyde så hårdt, som man overhovedet kunne – så var alting godt. Og så kom der den her mand med spektakulære skud – lob, skruebolde og så videre. Og han gjorde det også på vigtige tidspunkter. Der gik lige lidt tid, før vi forstod, at det bare var en del af hans repertoire. Det var meget usædvanligt. Særligt i Tyskland. Men det var absolut verdensklasse. Nikolaj var en af foregangsmændene, når det gælder at lave den her slags meget tekniske afslutninger, som er så normale for fløjspillere i dag.«
»Samtidig havde han en meget vild udstråling og viste stor glæde, og det gav et samspil med publikum, som var vældig unikt. Samtidig lavede han rigtig, rigtig mange mål. Hvem ville ikke elske sådan en spiller?« siger Olsson.
Stefan Lövgren, der i dag stadig har et tæt venskab med Nikolaj Jacobsen, supplerer:
»Hvis han scorede ti mål, var otte af dem spektakulære. Han kunne alt med en bold. Det var helt unikt. I den første tid i Kiel lavede han virkelig ikke ret mange almindelige mål. Og han var meget ekstrovert, viste sine følelser, løb rundt og gav highfives til publikum – og det gav en fantastisk stemning i arenaen. Han fortjente virkelig kælenavnet 'Zaubermaus', for han tryllede ganske enkelt,« siger Lövgren.
Det var dog ikke kun publikum, som var begejstret for den nye danske fløj.
Han blev også hurtigt en vigtig figur i omklædningsrummet, der ellers var proppet med store stjerner, som havde opnået meget mere end Nikolaj Jacobsen.
Danskeren kom til Kiel efter en sæson i Bayer Dormagen, der var endt med nedrykning til 2. Bundesligaen. Derudover havde han spillet i GOG og på landsholdet, som på dette tidspunkt var lidt af en joke og evig prygelknabe, når de mødte de store nationer. Som eksempelvis Sverige, hvor Wislander, Lövgren og Olsson alle var store stjerner.
Men alligevel indtog Nikolaj Jacobsen hurtigt omklædningsrummet på sin egen facon.
»Han var ydmyg, vældig åben og en glad og positiv dreng,« siger Staffan Olsson og fortsætter:
»Han kunne være rap i kæften i sine kommentarer, og han bidrog absolut til en god stemning i omklædningsrummet. Han er jo næsten umulig ikke at synes om, og vi fik en god kontakt med det samme.«
»Nikolaj var typen, man kunne regne med – og det er sådan, han er. Vi taler ikke særligt ofte sammen mere, men jeg ved, at hvis jeg ringer klokken 3 om natten og siger, at jeg har brug for hjælp, så kommer han og hjælper mig. Uden at stille spørgsmål. Og skulle han ringe til mig og bede om det samme, så ville jeg også hoppe i bilen og køre derhen, hvor han havde brug for det,« lyder det fra svenskeren, som Nikolaj Jacobsen selv har betegnet som en storebror i Kiel-tiden.
Også Magnus Wislander – manden, der er kåret til det 20. århundredes bedste håndboldspiller – husker danskeren som et friskt pust i topklubben.
Men han husker også en spiller, som ikke ligefrem gik forrest i alle aspekter af træningen.
»Han var en glædesspreder – en virkelig glad dreng. Men han sprang gerne over, hvor det var nemmest. Han var ikke den flittigste til træning eller i styrkelokalet. Men det var, som om han var bedst med lidt overvægt på kroppen,« griner Wislander.
Selvom kemien med holdkammeraterne var i top fra start, var der dog stadig nogle kanter, som skulle slibes af.
»Det var meget vigtigt for ham at score mål, da han kom. Kunne man ydmyge målmanden samtidig, så var det også godt. Forsvarsspillet var ikke lige så vigtigt for ham,« husker Wislander, der får opbakning fra Stefan Lövgren:
»Nikolaj kiggede på sin egen målkonto hele tiden. Det var det vigtigste for ham. Men han lærte med tiden, at alle spillere betød lige meget. Og at holdet skulle fungere i begge ender af banen. Det tog bare lidt tid for ham at nå frem til det, haha.«
Et af de mest markante kendetegn ved Kiel er, at det er en klub, hvor man aldrig bliver tilfreds. Hvor man altid vil have mere.
Det gennemsyrer både truppen og organisationen.
Men selv i en klub med det mantra var Nikolaj Jacobsens mentalitet et særsyn, forklarer Stefan Lövgren.
»Han havde og har et ekstremt vindergen. Det var helt utroligt. Det er lige meget, hvilket spil det er i. Han var sur, uanset om han tabte i kortspil, tennis eller håndbold.«
»Jeg synes, det er meget positivt, men da han var lidt yngre, havde han lidt svært ved at kontrollere det. Han blev uhørt sur, hvis man vandt over ham. Det kunne faktisk godt være ret sjovt. Han ville altid, altid, altid vinde.«
»Og hvis han ikke gjorde det, eller tingene ikke var, som han lige syntes, de skulle være, så skældte han ud på alt og alle. Det spillede ingen rolle, hvem det var. Det har både været modstandere, medspillere, trænere og dommere. Men det gik hurtigt over. Og derfor var det også noget, man accepterede. Og han mente ikke de ord, han sagde, og det vidste vi godt.«
Det lyder dog også samstemmigt fra trekløveret, at temperamentet og vinderviljen indiskutabelt var store styrker for Nikolaj Jacobsen.
De egenskaber var ifølge svenskerne, som alle var en del af legendariske ‘Bengan Boys’, med til at give ham det drive, som i deres optik gjorde ham til en spiller på sit helt eget niveau, før han løb ind i en alvorlig knæskade i 2001.
»Han var klart den bedste fløj i verden, og han er absolut den bedste, jeg har spillet sammen med,« siger Magnus Wislander og fortsætter:
»Han var helt fantastisk. Hans spilopfattelse og evne til at score mål var meget imponerende. Det var helt unikt. Og det var lidt overraskende, for han trænede jo altså ikke så meget. Men han udviklede nogle skudvarianter fra fløjen og på straffekast, som var helt utrolige,« siger Wislander, mens Stefan Løvgren supplerer.
»Han var i nogle år inden sin skade den absolut bedste på sin plads. Det er der ingen tvivl om. Desværre blev det for kort en periode. Men han var helt klart den bedste venstre fløj i verden.«
I dag har Nikolaj Jacobsen så papir på at være verdens bedste træner – den kåring fik han i 2020.
Og selvom det altså er en stor overraskelse for Magnus Wislander, så kan hans tidligere holdkammerater godt spotte nogle af de samme kvaliteter på bænken, som gjorde ham til klodens dygtigste venstre fløj og en meget central figur i Kiel.
Sådan lyder det fra Staffan Olsson.
»Han havde det her vilde temperament, og han kunne blive arrig og forbandet på os andre, men efter fem minutter var det gået over, og så fik man en krammer. Og så var alle sammen videre igen. Det er det samme, vi ser på det danske landshold. Han kan blive voldsomt hidsig, men samtidig er han tæt på spillerne og hygger sig med dem, og så lægger man hurtigt den slags udbrud bag sig.«
»Det er en enormt vigtig egenskab og skaber stor respekt om ham, og det er virkelig imponerende, hvad han har nået som træner – og på hvor kort tid, han har gjort det,« siger Olsson, som selv har været træner for blandt andet det svenske landshold.
Og Stefan Lövgren har gjort sig nogle af de samme observationer.
»Arbejder man med Nikolaj, så ved man, at han har et meget heftigt temperament, og du accepterer det, fordi du ved, at han også passer på dig og ser, hvad du har brug for. Det er han virkelig god til.«
»Han er jo også altid klar med arm rundt om skulderen, hvis der er nogen, der har brug for det. Det er en fantastisk evne, han har. Og det ser vi jo igen og igen for Danmark,« siger den tidligere svenske landsholdsanfører.
