Det er dårlige nyheder og gode nyheder.

De mindre gode er, at den 35-årige norske håndboldlegende Camilla Herrem må se EM-slutrunden fra sidelinjen og dermed bryder sin vanvittige stime med 17 store mesterskaber i træk.

Hun blev opereret i akillessenen i maj og er tilbage for sin klub Sola, men alligevel blev en jagt på EM-guld for meget.

»Det er lidt for tidligt for mig med tanke på, at jeg stadigvæk kun kan træne med hver anden dag. I et mesterskab tror jeg, det bliver for stor en belastning over kort tid,« siger hun til norske VG.

Foto: Daniel LEAL
Vis mere

Den gode nyhed er så, at ventetiden på at blive helt fit i fodregionen bliver lidt sødere, eftersom Herrem venter sit andet barn.

»Vi glæder os mega-meget,« skriver Herrem i en sms til VG.

Herrem fik sit første barn for fire år siden, og nu skal hun så have sit andet sammen med manden, Steffen Stegavik, der også er Herrems træner på klubplan.

Også Kari Brattset Dale og Sanna Solberg-Isaksen, der vandt VM-guld med Norge, ventes at føde i de kommende måneder.

Trods den høje håndboldalder og en lille ny at se til agter Herrem at komme hurtigt tilbage, og hun har især VM på hjemmebane i 2023 samt OL i 2024 i kikkerten.