Mens angrebsspillet flyder, har håndboldherrerne defensive problemer en uge før EM-starten.

Rouen: Angrebsmæssigt imponerede herrelandsholdet i håndbold på ny, da Norge blev slået med 34-30 i Golden League lørdag eftermiddag.

Men defensivt er der en del at tage fat på inden EM-premieren mod Rusland på næste lørdag. Det er det gammelkendte danske problem med offensivt forsvarsspil, der igen stikker hovedet frem.

- Der er ikke mange af os, der er vant til at dække så offensivt til daglig, så vi har brug for lidt tid til at få det på plads, erkender playmakeren Rasmus Lauge.

- Det er en tilvænningssag. Derfor er det godt, at vi har tre Golden League-kampe mod hold med gode en-mod-en-spillere. Jo mere, vi prøver det her, jo bedre afstemt bliver vi også, spår han.

Lauge selv var et godt billede på det danske spil som helhed mod nordmændene. Let på fødderne, gennembrudsstærk og godt skydende i angrebet, men samtidig med velvoksne problemer over for Espen Lie Hansen i defensiven.

- Jeg har haft en god halvsæson i klubben, og det spil skal jeg bare tage med til EM. Forsvarsmæssigt skal også jeg vænne mig til den offensive stil, men jeg er glad for at få chancen, og nu må jeg hjem og kigge på, hvad jeg gør galt, siger Lauge.

Han glæder sig over det flotte angrebsflow og den imponerende bredde i det danske angrebsspil.

Landstræner Gudmundur Gudmundsson skiftede det meste af holdet ud i pausen, uden at det kunne ses på spilkvaliteten.

- Det er dejligt at se, at vi kan skifte en hel kæde ud fra én halvleg til en anden, og at dem, der kommer ind, bare tager over fra første fløjt. Det gør, at vi forhåbentlig kan stå med et lille luksusproblem, når vi kommer af sted til EM.

- Generelt er der godt gang i målscoringen. Mod Norge fik vi gang i kontrafasen og andenbølgen, og seks-mod-seks-spillet sad også fint. Det kan vi ikke brokke os over, lyder det fra Rasmus Lauge.

Danmark spiller sidste kamp i Golden League søndag mod Frankrig.

/ritzau/