
Rasmus Lauge og hans familie har været igennem deres livs kamp i det forgangne år.
Det, der skulle være en smuk og lykkelig familieforøgelse, endte i stedet som en uventet og dramatisk fødsel, hvor verden blev vendt på hovedet.
Parrets tredje barn, Anna, blev født alt for tidligt.
Og nu fortæller håndboldstjernens partner, Sabrina Jepsen, at familien ikke regner med flere børn.
'Havde vi overvejet flere inden, så satte hele det her forløb et punktum ved det. Vi har tre dejlige børn, og dem vil vi være taknemmelige over,' siger hun i en spørgerunde på Instagram.
Anna, der skulle være født i juni, kom i stedet til verden allerede i februar. Og det betød, at familiens yngste medlem tilbragte 156 dage på hospitalet, inden hun blev udskrevet.

'Vi var i total overlevelsestilstand, og det eneste, vi tænkte på, var at komme igennem og passe på alle tre børn,' forklarer Sabrina Jepsen også på det sociale medie.
Rasmus Lauge og Sabrina Jepsen har i forvejen børnene Freja på otte og Noah på seks år, som også var udfordret i den tumultariske tid omkring Annas fødsel.
'De har været modige og stærke, men de har også været udfordret og savnet meget,' skriver Sabrina Jepsen om de to ældste børn.
'Men de har klaret det helt ufatteligt godt. Med god støtte fra familie, venner, skole og børnehave kom de også igennem.'
I forbindelse med Annas fødsel tog Rasmus Lauge en pause fra håndbolden, men det var først i maj, han afslørede, hvorfor han havde trukket sig for en stund.
Håndboldherrerne spiller i skrivende stund EM i Herning, og efter Danmarks første kamp fik Rasmus Lauge et spørgsmål, der fik ham til at knække sammen. Det omhandlede Annas tidlige fødsel.
B.T. har talt med Rasmus Lauge om episoden i TV 2-studiet.
Det kan du læse mere om her.

