Det var ikke Rasmus Lauges kamp.

Så er det vist sagt så mildt, som det kan siges. Den danske playmaker ramte stort set ingenting, da Danmark kun fik uafgjort mod Ungarn og nu står med et ben ude af EM.

Han tager da kritikken til sig - og er helt enig i den.

»Der skal være ros, når det er på sin plads, og der skal også være skideballer eller kritik, når det ikke går godt. Og det gik virkelig ikke godt i dag - hverken som hold eller som individualister. Vi skal være store nok sportsmænd til at tage den kritik på os,« siger Rasmus Lauge, der forudser en svær tur i hotelsengen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg kommer ikke til at sove godt i nat. Der kommer til at være mange ting, der kommer til at køre rundt oppe i mit hoved. Hvordan jeg får vendt den her skude personligt, og hvordan vi får trukket hold med også.«

Danmark har efter to kampe ved EM på en halv hjemmebane i Sverige kun hentet et point.

Det ser ikke godt ud i et format, hvor kun to hold går videre fra den indledende gruppe. Derfor er der også lige nu også langt op ad dyndet.

»Vi har ikke været så dybt nede før, men hvad skal jeg sige til det? Jeg har ikke nogen løsning på det lige nu. Det ser ikke godt ud, og vi har rigtig mange aspekter, vi skal hjem og kigge på. Det har vi kun knap to døgn til,« siger Lauge.

Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Det er onsdag, at Danmark måske - måske ikke - spiller den sidste kamp ved EM, når Rusland venter. Det kræver en sejr på to mål at holde håbet i live.

Men allerede inden kampstart klokken 20.20 kan drømmen være bristet.

For Island skal slå Ungarn, hvis der overhovedet skal være noget at spille om. Det kan Danmark dog ikke gøre noget ved. Derfor er fokus lige nu på at få hovederne på plads. For det er der, problemet ligger, hvis du spørger Rasmus Lauge.

»Vi kæmper videre med mange ting, men mest af alt en masse mentale sager, som vi lige nu skal have styr på,« lyder det fra Rasmus Lauge.