Landsholdsstjernen Lasse Svan Hansen stopper sin håndboldkarriere næste sommer.

Det meddeler Flensburg-Handewitt på sin hjemmeside.

Dermed har den 38-årige højre fløj taget hul på sin sidste sæson for både Flensburg-Handewitt og landsholdet.

Den erfarne profil har været med til at vinde både OL, EM og VM for Danmark. I alt står Lasse Svan Hansen indtil videre noteret for 235 landskampe og 553 mål. På Twitter hylder DHF da også den danske viceanfører, og forbundet skriver, at man glæder sig over, at man 'kan nyde' en sidste sæson i hans selskab.

I Flensburg-Handewitt har Lasse Svan Hansen også vundet rub og stub i klubregi. Han har vundet guld i både Champions League, Bundesligaen og den tyske pokalturnering.

»For mig er Flensburg ikke bare håndbod – det er familie og venskaber. Min familie og mine børn kender kun Flensburg, og derfor ligger denne klub mig og familiens hjerter meget nær,« siger Lasse Svan Hansen om sin beslutning til Flensburg-Handewitts hjemmeside.

»For mig er afskeden meget emotionel, også selv om jeg vidste, at denne dag måtte komme en dag – men jeg føler, at det er tiden nu,« fortsætter danskeren.

Lasse Svan Hansen kom til Flensburg-Handewitt i 2008, og han når dermed op på 14 sæsoner i den tyske storklub. Tidligere spillede han for GOG og Sigerslev.