Den tidligere danske håndboldspiller Lasse Boesen bliver ny assistenttræner for det bosniske herrehåndboldlandshold.

Det bekræfter Boesen over for Ritzau.

Han skal hjælpe den tidligere KIF Kolding-spiller og træner Bilal Suman, der er landstræner, med at føre holdet til EM i 2020.

Suman sagde onsdag i et bosnisk medie, at den tidligere danske landsholdsmålmand Kasper Hvidt også skal hjælpe holdet som målmandstræner. Det er dog ikke tilfældet.

»Det har jeg aldrig snakket med Bilal om, så det passer ikke,« siger Hvidt til Ritzau.

Både Hvidt og Boesen spillede sammen med og under Bilal Shuman i KIF Kolding.

/ritzau/