Han er en travl mand for tiden.

Den danske udenrigsminister Lars Løkke var søndag i Oslo på statsbesøg i forbindelse med Grønlandskrisen. 

Og i den sammenhæng udnyttede han, at hans kones hjemland Færøerne samtidig spillede mod Montenegro ved EM i herrehåndbold i Oslo. 

Her tæskede færingerne Montenegro sønder og sammen 37-24 og skabte historie med den første sejr nogensinde for landet ved en slutrunde. 

»Det var en fantastisk oplevelse. Jeg er jo i Oslo på grund af et angreb på Rigsfællesskabet, så at se Færøerne lammetæve de andre var fantastisk,« jubler Løkke til norsk Viaplay. 

Han var i konstant kontakt med sin kone Sólrun. 

Jonas Been Henriksen/Ritzau Scanpix

»Jeg holdt hende opdateret, TV 2s signal var et minut forsinket derhjemme, så jeg kunne erklære sejren for hende et minut før tid,« siger han. 

Oslo er blevet invaderet af næsten 7000 færingerne, der følger deres helte. Det betyder, at over 10 procent af landets befolkning er til håndboldfest. 

»Jeg tror, de går videre, og så skal de jo videre til Malmø, og der vil der jo komme endnu et rykind fra Færøernes næststørste by, som jo er København,« griner Løkke.

Adspurgt om den seneste uges tilværelse som udenrigsminister svarer han: 

»Men helt ærligt, når man lige tager en pause her og ser den færøske nationale stolthed, så bliver man også mindet om, hvad det handler om. Små lande som Færøerne og Grønland skal have lov at være i fred.«

Færøerne har tre point i gruppespillet og kan spille sig videre i den sidste gruppekamp mod Slovenien. 

EM i håndbold afvikles i Danmark, Sverige og Norge.