Lars Rasmussen er på udkig efter en assistenttræner, som kan hjælpe ham med at sikre traditionsrige KIF Kolding overlevelse i håndboldligaen.

Og den nyudnævnte cheftræner har udset sig sin tidligere landsholdskammerat Lars Krogh Jeppesen som sparringspartner. Det forklarer han til jv.dk.

»Jeg har haft en meget kort samtale med Lars Krogh, som jeg ved, har en samtale med Anders Jensen og Brian Stein (næstformand og formand for bestyrelsen i KIF, red.), og jeg håber meget, at det kan komme på plads, og at han kan og vil hjælpe til. At han kan få privatliv og andre projekter til at passe ind i de her tre-fire måneder og kan hjælpe,« siger Lars Rasmussen til jv.dk.

»Krogh er en uhyre loyal gut. Han er én, man kan stole på, han er fagligt dygtig, og så har han altid fingeren på pulsen med spillertruppen. Han er selvfølgelig én, jeg kender rigtig godt som ven også,« fortsætter Lars Rasmussen om Lars Krogh Jeppesen, der i dag blandt andet ernærer sig som ekspertkommentator på DR.

Lars Rasmussen og Lars Krogh Jeppesen ses her under guldfesten i 2008, efter Danmark havde vundet europamesterskabet for første gang.
Lars Rasmussen og Lars Krogh Jeppesen ses her under guldfesten i 2008, efter Danmark havde vundet europamesterskabet for første gang. Foto: Uffe Weng
Vis mere

Men Lars Krogh Jeppesen afviser, at han returnerer til KIF Kolding, hvor han tidligere har haft forskellige funktioner.

»Jeg er selvfølgelig glad for interessen fra KIF og fra Lars. Det er pæne ord, som jeg sætter pris på. Men selvom KIF har en speciel betydning for mig, og selvom jeg altid er glad for at kunne hjælpe KIF, så skal jeg ikke være assistent,« siger Lars Krogh Jeppesen og fortsætter:

»For det første har jeg et par andre projekter, som betyder, at det ikke kan lade sig gøre lige nu. For det andet så har jeg prøvet at være assistent tidligere, og hvis jeg skal tilbage på trænerbænken, så skal det være for at prøve mig af som cheftræner,« siger han.

Lars Krogh Jeppesen har en fortid som blandt andet spiller og assistenttræner i KIF, og i sommer fik han titel af salgs- og sportsansvarlig i klubben og var udset til at spille en væsentlig rolle i genrejsningen af Danmarks mest vindende klub. Men den tidligere landsholdsstjerne sagde op efter kort tid, da det stod klart, at der var rod i økonomien i KIF.

Lars Krogh Jeppesen har dog ikke sluppet kontakten til klubben, idet han i den seneste tid har hjulpet til med sponsorarrangementer i forbindelse med hjemmekampe i Kolding.