Han var ikke med til kampen fysisk. Men det danske landshold havde i den grad Lars Jørgensen i tankerne, da Norge blev besejret.

»Det er så mærkeligt. Både på vores vegne og hans vegne er jeg mega ked af, han ikke kunne være med til kampen i går. Han fortjener mindst lige så meget ære og stolthed, som vi andre gør,« siger Mette Tranborg og fortsætter:

»Han var meget stolt. Han kan jo slet ikke være i sin egen krop inde på det der lille hotelværelse. Han er mega stolt og vildt glad for den præstation, vi har lavet.«

Lars Jørgensen testede onsdag positiv for coronavirus, hvilket betød, han blev sendt direkte i isolation på et hotelværelse.

Herfra så han kampen, og flere af spillerne lagde ikke skjul på, at der blev sendt mange rosende beskeder fra assistenttræneren, efter den store triumf.

»Lars er der for alle andre. Han er simpelthen så glad på alle andres vegne. Han har en evne til at rose andre, så man næsten ikke kan være i sig selv. Jeg tror, alle spillere lige har stået ude foran hans dør og fået lidt ros,« siger Jesper Jensen.

Og det lykkedes da også at fejre sejren med Lars Jørgensen. På en måde, der kunne lade sig gøre under de ærgerlige omstændigheder.

»Det var specielt, og man havde meget ondt af ham efter kampen. Da vi kom hjem, løb vi allesammen hen til hans dør og jublede igennem døren. Hvis der er nogen, der er en del af det her, så er det jo ham,« fortæller Sandra Toft.

Jesper Jensen måtte undvære Lars Jørgensen under kampen mod Norge.
Jesper Jensen måtte undvære Lars Jørgensen under kampen mod Norge. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Selvom Lars Jørgensen er isoleret, har han stadig haft rigeligt at lave. Flere af spillerne fortæller, at han som altid har fundet klip frem fra kampen, og nu, hvor han ikke kan vise dem fysisk, er det heldigt, der findes moderne teknologi, der kan hjælpe godt på vej.

»Det har været lidt underligt ikke at have ham. Men jeg synes stadig, at man kan mærke ham. I dag så jeg klip med ham over Zoom, hvor han hjalp mig med at vise, hvad der var godt, og hvad jeg kunne gøre bedre. Vi deler også skærm, så det har været super fint stadig at have hans input,« fortæller Elma Halilcevic, der med et lille grin fortæller, at assistenttræneren på ingen måde dovner den.

»Nej, det gør han bestemt ikke. Jeg tror, han er mest træt af det,« siger Elma Halilcevic, der da også fortæller, hun måske fik lidt flere videoer end normalt onsdag aften.

»Jeg tror sgu, han arbejder lige så meget, som han plejer at gøre. Men det er klart, at nu har han jo ekstra meget tid. Og det eneste, han kan lave, er at sidde og klippe videoer,« siger Sandra Toft med et kækt smil.

Danmark skal fredag aften møde Montenegro i semifinalen. Den kamp kan du selvfølgelig følge live her på bt.dk.