Perioden med at bijobbe er slut for Nikolaj Jacobsen.
Siden den 47-årige fynbo i forsommeren stoppede som cheftræner i den tyske storklub Rhein-Neckar Löwen, har han udelukkende koncentreret sig om det DHF-job som herrelandsholdstræner, han tiltrådte i 2017.
»Arbejdsmæssigt er det dejligt kun at have en ting at koncentrere mig om. Jeg har glædet mig mere til den seneste uges landsholdssamling end nogensinde. Det er fantastisk at møde velforberedt op, have mere overskud og være i bedre balance med mig selv,« siger Nikolaj Jacobsen med et stort smil.
B.T. møder ham til en snak i et lyst hjørne af lobbyen på hotel Scandic Aarhus City, og humøret er i top, selvom han i samtalen ikke lægger skjul på, at han i perioden som klub- og landstræner har følt sig presset.
»Det var hårdt at bestride to så betydningsfulde job på samme tid. Men jeg ved egentlig ikke, om de to år med den ekstra arbejdsbyrde var for meget. Det er dog min klare fornemmelse, at jeg nok ikke havde klaret to år mere,« siger Nikolaj Jacobsen og tilføjer:
»Af gode grunde ved jeg ikke, hvad der var sket, hvis bijobberiet var fortsat. Men muligheden for, at jeg var gået ned med stress, ville efter alt at dømme have været til stede. Det kan også tænkes, at jeg ville have lidt af søvnløshed. For det er klart, at man har svært ved at finde ro til at lægge sig ned på puden, hvis der er alt for meget at tænke over. Ved VM (i januar i Danmark, red.) var jeg så hårdt ramt af manglende søvn, at jeg nogle dage måtte sluge en sovepille.«
Kroppen har også reageret på det hårde arbejdspres.
»Den vokser. Men mine knæ har det altså ikke for godt. Jeg ved jo godt, at jeg er nødt til at tabe mig. I øjeblikket kan benene ikke holde til særligt megen fysisk belastning. Derfor må jeg nok igennem endnu en operation. Det er indiskutabelt, at jeg vejer for meget. Det faktum er med til at belaste knæene ekstra. Men vægtmæssigt bliver jeg aldrig nogen freak. Ærligt talt betyder det ikke så meget for mig, om jeg vejer to kilo for meget eller for lidt,« siger han.
Perioden med job som klub- og landstræner på samme tid har ifølge Nikolaj Jacobsen kostet på hjemmefronten.
»Jeg tænker, at mine børn en gang imellem har tænkt, at jeg har haft en kort lunte,« siger han.
Men nu revancherer Nikolaj Jacobsen sig.
»Derfor har jeg sagt ja til at være frivillig assistenttræner i min klub GOG. Her har jeg en fri rolle for de U11- og U19-hold, min søn og datter (Linus og Sille, red.) spiller på. Aftalen er, at jeg kan komme og gå, som det passer ind i programmet. Jeg er glad for på den måde at kunne give noget tilbage til mine børn,« siger han.
Men hvorfor ønsker Nikolaj Jacobsen at være landstræner, når nu han kunne have indkasseret en endnu højere løn som træner i en europæisk storklub?
»Tilbuddet fra DHF kom måske lige tidligt nok. Men for mig er det ypperste altså at kunne få lov til at træne sit lands bedste spillere. Jeg kommer aldrig til at træffe beslutninger ud fra økonomiske hensyn. Mit mantra er, at man skal gøre det, man føler er rigtigt. Måske forholder det sig anderledes, når landstrænerkontrakten udløber om fem år,« siger Nikolaj Jacobsen, der fortæller, at han 'godt kan forestille sig på et tidspunkt igen at blive klubtræner'.
Op til den netop afviklede 'Bygma Golden League' udtalte han sig offentligt om, at det var respektløst, at han – for at kunne fortsætte som landstræner – skal gennemføre det europæiske håndboldforbunds Master Coach-uddannelse.
»Jeg er lidt ærgerlig over de overskrifter, der har været fremme. Men jeg synes altså, at praktisk erfaring burde tælle. Jeg har trods alt en idrætseksamen og instruktøruddannelse, ligesom jeg har arbejdet på sportscollege i både Viborg og Oure. Min kritik går på, at jeg ikke kan forstå, at al den uddannelse, jeg har taget, på det nærmeste er spildt set i forhold til mit landstrænerjob. Nu har jeg fået mulighed for at sige min mening. Jeg deltager helt sikkert i de krævede kurser og får skrevet de opgaver, der skal løses for at få papirerne i orden. Men det, jeg mener, er, at man i håndboldsystemet bør kigge på det, jeg har præsteret i min karriere,« lyder Nikolaj Jacobsens lange slutreplik.
