For første gang siden VM-triumfen i januar er de danske VM-helte samlet igen.

Flere profiler er blevet sparet til EHF Cup-kampene mod Tyskland i Aalborg og Hamburg, men der var masser af genkendelige ansigter mandag i Horsens, da landsholdsspillerne tjekkede ind til samling i Horsens.

Vanen tro anført af landstræner Nikolaj Jacobsen, der har nydt tiden efter VM-guldet, der blev det tredje på stribe – en historisk bedrift.

Efter en lang måned med forberedelse, kampe, presse, masser af opmærksomhed og VM-triumf smed han sig i sofaen, da døren smækkede i hjemme på Thurø efter fejringen af guldet.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere


»Jeg er kommet hjem og fået lidt ro på igen. Jeg smed mig i sofaen og har fået noget søvn. Jeg har prøvet at finde rytmen igen, og det tager altså noget tid at få noget kvalitetssøvn. Mange af de nætter, jeg har under en slutrunde, er det måske tre-fire timer, jeg får skrabet sammen,« siger han til B.T.

Men VM-guldet har han bestemt ikke sovet væk.

»Jeg tror, vi alle sammen stadig svæver lidt på den berømte lyserøde sky over sådan en måned. Og det skal vi også. Det er ikke så tit, man får lov til at opleve det. Det skal vi stadig glæde os over, at vi kunne strikke sådan en måned sammen,« siger han.

Til samlingen mangler flere VM-profiler. Niklas Landin og Henrik Møllgaard får et hvil. Magnus Saugstrup, Hans Lindberg og Kevin Møller er alle ude med skader, mens Mikkel Hansen fortsat er ramt af stress.

Det giver muligheden for nye ansigter at vise sig frem. Fire nye debutanter er i spil i form af Simon Gade, Emil Bergholt, Thomas Arnoldsen og Oskar Vind Rasmussen.

»Vi har nye folk med, som vi skal have testet og se, hvordan det ser ud med dem fremadrettet. Vi er så heldige, at vi kan tillade os at fokusere på os selv. Vi skal ikke tænke på, at resultaterne skal flaske sig. Der er andre hold, der skal have fire point for en god seedning eller for at kvalificere sig til EM. Det skal vi ikke. Vi kan arbejde frit og blive bedre,« lyder det.

Første kamp mod Tyskland er torsdag aften i Aalborg klokken 20.45.