Det er godt at have nogle kort på hånden i de svære kampe, men landstræneren afslørede et af dem mod Østrig.

Landstræner Nikolaj Jacobsen var nødt til at hive et af sine offensive våben op af taktikskuffen i tirsdagens 28-17-sejr over Østrig.

Østrigerne pressede Danmark så meget allerede i første halvleg, at Nikolaj Jacobsen gik over til at spille syv mod seks i angrebet og uden målmand.

Men han ville egentlig helst have gemt det lidt endnu ved VM-slutrunden, så Norge ikke kunne analysere den del af det danske spil inden torsdagens indbyrdes gruppekamp.

- Det var for at bringe noget nyt ind og se, om vi kunne komme tilbage på sporet mod Østrig.

- Men jeg ville godt have ventet med det til torsdag. Det negative var, at jeg helst ikke ville have spillet kortet ud nu. Men så fik vi trænet det og set, hvad der fungerede godt og ikke så godt.

- Men det giver nordmændene chancen for at sidde og kigge lidt på det, siger landstræneren.

Efter de første 16 minutter havde Danmark kun scoret to gange mod Østrig, der havde bragt sig foran 5-2 og kort efter 7-3.

- To mål mod Østrig er selvfølgelig ikke godt nok. Men det havde været en større bekymring, hvis vi ikke havde tilspillet os noget.

- Jeg går også ud fra, at vi ikke kommer til at brænde lige så meget, som vi gjorde i det første kvarter, i de næste par kampe mod langt sværere modstandere.

- Så bliver det noget sværere for os at komme tilbage igen, siger Nikolaj Jacobsen.

Kampen mellem Danmark og Norge spilles torsdag klokken 20.15 i Boxen i Herning.

/ritzau/