Problemerne hober sig op for det mandlige danske håndboldlandshold før de kommende to ugers EM-slutrunde i Polen.

Ikke blot løb landstræner Gudmundur Gudmundsson tropper i Golden League-opgøret i Paris mod Frankrig ind i et ydmygende nederlag på 28-36, men man fik også både Mads Christiansen og Michael Damgaard ankelskadet.

»Det betyder, at jeg må vente til i morgen (mandag, red.) med at udtage vores hold,« sagde en tydeligt rystet landstræner Gudmundur Gudmundsson til TV2 efter kampen.

Planen var ellers, at han ville have præsenteret navnene på de 16 danske EM-spillere søndag aften.

Endnu er det for tidligt at udtale sig om, hvorvidt Michael Damgaards deltagelse ved EM er i fare. En scanning vil fastslå skadens omfang. Til gengæld vurderer landstræneren, at Mads Christiansen næppe får problemer med at blive EM-klar.

»Jeg håber bare det bedste. Men vi skal være heldige, hvis Damgaard slipper med kun en uges pause,« sagde Gudmundur Gudmundsson, der før EM så såvel René Toft Hansen som Lasse Andersson melde afbud til slutrunden på grund af alvorlige knæskader.

Gudmundur Gudmundsson lagde efter kampen ikke skjul på, at han hverken var tilfreds med sit holds forsvarsspil eller sine spilleres indstilling.

»Nederlaget dæmper vores EM-optimisme. Franskmændene kom med stor vilje. Den manglede hos os. Vi taber jo næsten alle dueller. Det er jeg meget utilfreds med,« sagde Gudmunur Gudmundsson og tilføjede:

»Men ikke alt er sort. Jeg synes, der var meget godt at sige om vores angrebsspil.«

Synspunktet blev bakket op af Mikkel Hansen.

»Vores angrebsspil var okay. Det var forsvarsspillet til gengæld ikke. Men jeg synes ikke, at der er nogen grund til at male fanden på væggen,« sagde han.

Det var også dette, at målmand Niklas Landin fokuserede på efter nederlaget.

»Jeg indrømmer, at det i dag ikke så alt for godt ud. Men vi har før spillet dårligt i træningskampe. Jeg synes, at der trods alt er grund til at tage til EM med optimisme,« sagde Niklas Landin.

På det danske hold fik Nikolaj Øris Nielsen og Alexander Lynggaard begrænset spillettid. Det indikerer, at de formentlig kun får plads i den danske EM-trup, hvis Michael Damgaard og Mads Christiansen ikke når at blive deres skader kvit.

Danmark fulgte i den hektiske og velspillede indledning med til 6-6.

Men fra dette tidspunkt af kampen tog Frankrig teten.

De bragte sig foran 10-7 og førte 20-14 ved pausen efter de i den grad havde udstillet det danske forsvars svagheder. Gang på gang blev målmand Niklas Landin svigtet, når Mikkel Hansen & co. ikke fik sat tacklinger af tilstrækkelig kvalitet ind.

Men også i angrebet var der problemer. Playmaker Rasmus Lauge fik ikke fordelt boldene med vanlig akkuratesse, mens Mikkel Hansen var sjældent uskarp i sine afslutninger.

Imidlertid fik udskiftningerne ikke den ønskede effekt. Frankrig fortsatte opturen, og førte 20 minutter før tid 26-18.

Så valgte den franske landstræner Claude Onesta at give verdensklassespilleren Nikola Karabatic en længere pause på udskiftningsbænken.

Det betød, at kvaliteten i det franske spil sank, og Danmark kunne 'nøjes' med at tabe med otte overskydende mål.

Danmark indleder EM lørdag 16. januar i den polske by Gdansk mod Rusland.