Trætte og brugte landsholdsspillere fik mandag en velfortjent fridag. Kun Casper U. Mortensen og Lasse Svan var fraværende.

Svan spillede ikke i sejren over Tyskland, og han kæmper fortsat med sin ene balde, fortæller landstræner Nikolaj Jacobsen.

Han afventer situationen omkring Svan i forhold til en eventuel udskiftning. Casper U. Mortensen var blevet sløj og kunne ikke møde op til tirsdagens pressemøde.

»Vi håber, at fysioterapeuterne, der gør et fremragende stykke arbejde, får styr på den anspændthed, der er i Lasses balde,« siger landstræneren, der vil afvente sin beslutning om en eventuel udskftning i truppen.

Alt efter Svans skade og resultaterne forud for Danmarks kamp onsdag mod Makedonien.

»Nu må vi lige se, hvordan det går med Lasse. Hvis han stadig hænger, kan det godt være, vi overvejer at skifte. Nu kigger vi på det. Det kommer også an på, hvordan resultaterne flasker sig. Det kommer det først og fremmest til at afhænge af,« siger Jacobsen med henvisning til, at Danmark kan have sikret sig semifinalen allerede inden kampen onsdag.

Spillerne fik tirsdag en fridag efter fem hårde kampe ved EM-slutrunden.

»Der er et par spillere, der har fået nogle slag. Rasmus Lauge er måske mere træt end andre, fordi han spiller rigtig meget. Men udover lidt træthed og ømhed er spillerne ved godt mod.«

»Det er nogle trætte og brugte spillere, der har fået sig en velfortjent fridag, hvor de kan… Ja, det er svært at lave så meget her. Det er deres problem, hvad de vil få dagen til at gå med. Der er nogen, der har familie med hernede, så mon ikke de skal få hygget sig.«