Landstræner Jesper Jensen har udtaget 18 spillere til VM-slutrunden, der venter lige om hjørnet på hjemmebane i Herning. 

Og her er der særligt tre ting, der springer i øjnene hos B.T.s håndboldkommentar, Johnny Wojciech Kokborg. 

Landstræneren har valgt at gå væk fra sit dogme med kun at udtage 16 spillere. Han har nemlig udtaget tre keepere - og så er der et nyt stjerneskud klar. 

»Jesper Jensen bryder sine egne regler, kan man sige, men det giver bare god mening at tage 18 med på hjemmebane,« siger Kokborg og fortsætter: 

»Jeg kan godt lide, han tager tre keepere med, og jeg kan endnu bedre lide, at han klart har defineret rollerne. Skulle der ske noget med Toft eller Reinhardt, står Anna Kristensen klar. Men han satser dog på det vante makkerpar i første omgang, og det er svært at hidse sig op over, at Kristensen står klar i kulissen,« lyder det videre. 

Men det, der glæder håndboldkommentatoren allermest, er tilvalget af supertalentet Julie Scaglione:

»Hun er kun 19 år, men hun er en fremtidig verdensstjerne. Hun er ikke kommet bare for at være med. Jeg tror på, at hun kommer til at brænde hele Herning ned i december og få sit helt store gennembrud.« 

»Det bliver helt vildt spændende at følge, når hun skal være med til at dække af for Mette Tranborgs skade. Det bliver et af Jensens 'hemmelige' våben angrebsmæssigt,« siger han. 

Danmark åbner VM mod Serbien 1. december.