De bliver kaldt 'tvillingerne' på landsholdet.

Og med et grin siger både Althea Reinhardt og Mie Højlund, at det er et kælenavn, der nok beskriver det hele meget godt. 

De to er bedste veninder udenfor banen, ligesom de spiller i klub sammen og også er på landsholdet.

Men hvordan navigerer man egentlig i både at være veninder, konkurrencemennesker og i dag også samarbejdspartnere?

»Jeg tror, det er en kæmpe fordel, vi er på samme hold, og at man har alle de her ting med en veninde, man er tæt med, der også står i samme situation som en, som virkelig kan forstå, hvis man er frustreret, mega glad og ked af det,« siger Althea Reinhardt.

»Jeg tror netop også, det er derfor, vi er blevet så tætte. Det er svært for andre, der ikke er i det, at forstå hvad vi går igennem. Der har man en, der går igennem præcis det samme. Det er bare meget naturligt,« supplerer Mie Højlund.

De spillede på ungdomslandsholdet sammen, men det var ikke her, venskabet for alvor blomstrede. 

De kunne dog godt fornemme, de havde gode vibes, som de selv beskriver det. Og da Mie Højlund i 2017 flyttede til Odense, hvor Althea Reinhardt boede og spillede, tog det fart. Med det samme, griner de. 

De bruger hinanden til alt. Snakker om tingene, vandrer i naturen, er hinandens frirum. 

De kan afkode hinandens humør på et splitsekund og har oplevet mange ting sammen både på og udenfor håndboldbanen. 

Og faktisk var det ikke kun gode ting, der bragte dem sammen, fortæller de.

»De første par år i Odense gik vi igennem en periode, hvor det ikke lykkedes hverken der eller på landsholdet. Det var virkelig en hård periode, hvor det var svært at adskille tingene,« siger Mie Højlund.

Mie Højlund og Althea Reinhardt tager tit på vandreture sammen.
Mie Højlund og Althea Reinhardt tager tit på vandreture sammen. Foto: Privat
Vis mere

Netop det blev en af grundstenene til det venskab, de har i dag, fortæller Althea Reinhardt.

»Jeg tror også, det var derfor, vi blev så tætte, fordi det var så hårdt. Man havde brug for den der tætte veninde, man kunne komme til, når alt var øv. En man følte sig tryg ved.«

»Det var lige den periode, vi lærte hinanden at kende, det var de hårdeste år, vi har haft i håndbold. Det var helt sikkert med til, det tog fart,« siger Mie Højlund.

De kørte i bil sammen, boede nærmest sammen og sov tit hos hinanden efter dårlige kampe.

»Det var den måde… vi skulle ikke ligge os hjem i hver vores hus og være alene. På den måde søgte vi bare hinanden enormt meget,« fortæller Althea Reinhardt.

»Lige præcis de år kunne vi ligeså godt have sparet en husleje,« griner Mie Højlund og fortsætter:

»Vi var sammen hele tiden. Jeg tror, det var fordi, det var hårde år at gå igennem, så man ikke var alene med sine egne tanker hele tiden, det betød bare meget for os.«

Det var vigtigt for dem at få sagt tingene højt. For de kan begge være enormt hårde ved sig selv.

Mie Højlund og Althea Reinhardt under en træning.
Mie Højlund og Althea Reinhardt under en træning. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg tror, jeg heldigvis er blevet bedre med årene. Jeg er blevet bedre til at sige, håndbold er håndbold, og mit liv er mit liv. Før kunne jeg godt ligge vågen, hvis jeg havde spillet en dårlig kamp eller ikke præsteret, som jeg synes, jeg skulle, så lå jeg og slog mig selv i hovedet hele tiden. Det er jeg heldigvis blevet bedre til. Dengang var det dejligt at have en, der kunne se det mere objektivt,« siger Mie Højlund.

Det var efter en stor nedtur med Odense-håndbold, at deres eventyr med at vandre for alvor tog fart. 

»Jeg tror, der var så meget skuffelse, at vi tænkte, vi skulle væk, slippe mobilerne, flygte fra det hele. På den tur fik vi også snakket meget om skuffelsen, vi skulle hjem til vigtige bronzekampe, vi skulle være klar til, så det gjorde sindssygt meget, at vi trak stikket og virkelig turde sige, vi skulle have et pusterum,« siger Althea Reinhardt.

At adskille håndboldspiller og veninde ad er ikke svært. De ved, hvem hinanden er som person, og de ser det kun som en fordel at være så gode veninder. De vil kæmpe og vinde sammen altid. 

Samtidig betyder det også meget for dem at have en så tæt på, når der har skulle vendes sårbare ting.

Noget, der er kommet meget mere fokus på generelt, men det har ikke altid været en ting at tale om følelser.

»Nogle gange er det også bare en tough verden, man går i. Det kan være svært. Nogle gange kan man godt føle, det er en svaghed at vise følelser. Det har været dejligt at kunne lukke tingene ud, hjælpe hinanden, snakke om tingene og på den måde vide, hun ikke ser mig som svar. Jeg synes til gengæld, det har ændret sig meget i håndboldverdenen, alt skal ikke være perfekt, og man er blevet bedre til at snakke om følelser,« siger Althea Reinhardt.

»Jeg tror også, når man vokser op i en konkurrenceverden, hvor man måler sig selv med andre hele tiden....At sige: ‘Jeg har svært ved det her’ eller: ‘Jeg er ikke god til det her’, der er det bare som om, det ikke har været acceptabelt. I den periode har det været fantastisk med en veninde, hvor der ikke er filter. Man behøver ikke pakke noget ind,« siger Mie Højlund.

Der bruger de hinanden, fordi de også tit har oplevet de samme ting. Ingen dømmer, og de opdager, at mange følelser er helt normale.

»Det er netop derfor en god ting at have en veninde, det er endnu bedre, det er blevet endnu mere acceptabelt at tale om sårbarhed. Der er altid nogen, der kan spejle sig i det, det har vi jo kunnet mærke bare det, man siger det højt to personer imellem,« siger Mie Højlund.

Begge spillere er lige nu med til VM i håndbold, hvor Danmark spiller mellemrunde.