De har stået i skyggen adskillige år. Men endelig skinner solen i den grad på de danske landsholdskvinder.

Efter 18 år er de finaleklar til en slutrunde efter en tid, der har været barsk.

Mens kvindelandsholdet selv har kæmpet med at finde melodien, har herresiden vundet medaljer på stribe.

Noget, der startede allerede under Ulrik Wilbek, der blandt andet vandt EM-guld i 2008 og 2012, med Gudmundur Gudmundsson blev det til OL-guld i 2016, og høsten fortsatte, efter Nikolaj Jakobsen tog over med både to gange VM-guld og OL-sølv.

Det danske herrelandshold som i 2019 vandt guld i VM i håndbold bliver hyldet på Københavns Rådhusplads. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Det danske herrelandshold som i 2019 vandt guld i VM i håndbold bliver hyldet på Københavns Rådhusplads. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Alt imens har kvinderne siden seneste slutrundefinale i 2004 vundet bronze i 2013 og igen efter otte års tørke i 2021.

»Man kan sige én ting er håndboldherrerne, men i al den tid jeg har været med, har der også været snakket 'Jernhårde Ladies', og er det nu, dansk kvindehåndbold skal tilbage. Det har været hårdt, og man har bare stået og kigget på håndboldherrerne og været lidt misundelig og vil bare gerne opleve det, de har,« siger Kathrine Heindahl.

Men i år er billedet anderledes. For efter at have vundet bronze ved VM sidste år er danskerne nu sikret endnu en medalje ved årets slutrunde.

»Det, at vi har været i stand til at tage det benhårde seje træk, det gør, at jeg næsten er endnu mere stolt af den rejse, vi har været på, og det, vi har formået at flytte dansk damehåndbold. Jeg har slet ikke indtrykket af, vi er færdige endnu. Vi bliver ved med at knokle benhårdt for mere,« siger Kathrine Heindahl.

Danmarks Sarah Iversen og Kathrine Heindahl ved VM i 2017.
Danmarks Sarah Iversen og Kathrine Heindahl ved VM i 2017. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Søndag aften kan landsholdet tage det ultimative skridt op på toppen af podiet, hvis det lykkes at slå Norge i finalen.

Selvom flere af stjernerne ikke lægger skjul på, at de selvfølgelig bliver skuffede, hvis det ikke bliver til guld, slår Sarah Iversen også fast, at der er sket utroligt meget, og at landsholdet skal huske på, hvor meget de har været igennem.

Endelig går det den vej, det skal, efter en årrække, hvor herrerne – af gode grunde, fordi de har gjort det forrygende – er løbet med meget af opmærksomheden.

»Det er dejligt. Det har været herrerne i mange år. Først damerne, så herrerne. Nu er vi endelig på vej tilbage. De sidste to år har de også gjort det godt,« siger Sarah Iversen med henvisning til de to slutrunder i 2020 og 2021, hvor hun ikke selv var med, da hun i januar 2021 fødte sønnen Elliot.

»Det her bliver det største, vi har oplevet. Det har været en lang og sej kamp. For dem, der startede rejsen med Jesper for to år siden, og for mig personligt, skal vi være stolte af det, vi har præsteret indtil videre. Nærmest uanset hvordan det ender,« siger hun.

Finalen mod Norge bliver spillet søndag aften klokken 20.30, og du kan følge den live her på bt.dk.