Der var ikke nogen tvivl i ansigterne.

De danske landsholdsstjerner var rystede og mærkede af den ubehagelige skade, Mia Rej fik i starten af anden halvleg i en sådan grad, at det var meget svært at nyde sejren over Tunesien.

»Ens tanker går til Mia. Vi er selvfølgelig glade for, vi har vundet. Det er to point, vi havde nok fået dem alligevel, så fokus er på Rej lige nu,« sagde Sandra Toft efter kampen.

Det var i et angreb, noget gik helt galt, og Mia Rej røg i gulvet.

Hun var tydeligvis i store smerter og måtte bæres fra banen til sidst, imens hun havde hænderne over hovedet.

»Tranborg laver noget mand-mand og bliver skubbet. Så er der tre mand, der falder ned over Mia. Så kommer det eneste skrig, man ikke vil høre fra en holdkammerat eller nogen håndboldspiller,« lød det fra den danske anfører om situationen, der sendte store gisp gennem hele hallen.

Også Mie Højlund var tydeligt berørt af det frygtelige uheld. Hun kender Mia Rej hjemmefra klubben i Odense, ligesom de også ad flere omgange nu har været landsholdskollegaer.

Derfor gjorde det også ondt på Højlund at se sin gode veninde ligge i smerter på banen.

»Jeg blev enormt ked af det. Jeg kan mærke det helt ind i knoglerne, og jeg kan se på alle mine holdkammerater, at alle er enormt berørte af det. Det er bare en svær situation, hvor man har brug for at komme ud fra banen og trække vejret dybt. Så er det svært at fokusere på kampen igen, men det lykkedes vi heldigvis med. Det er som om, alle tænker, nu skulle vi give den en over armen for hende,« sagde Mie Højlund.

Og det gjorde danskerne i den grad, for slutcifrene lød på intet mindre end 34-16. Et flot resultat og en stærk start på VM.

»Jeg er stolt af det her hold og at vi på trods af situationen med Rej kommer videre, og alle er enormt berørte og har lige brug for at trække vejret ekstra og dybt ned i maven. Vi kom godt igennem anden halvleg,« sagde Højlund og tilføjede:

»Jeg tror, vi alle kigger på hinanden og tænker: 'nu spiller vi for Rej'. Vi ville slutte anden halvleg godt af og rykke sammen i bussen for at gøre vores bedste, selvom det er en træls situation.«

Præcist hvor slemt det står til med Mia Rej vides endnu ikke, og landstræner Jesper Jensen fortalte efter kampen, at det var for tidligt at sige noget om omfanget af skaden.