Alle gode gange tre.

Mads Mensah kan nu kalde sig for far til tre. Håndboldstjernens kone, Line Bødker Nielsen, har nemlig født parrets tredje barn.

Det er en lille dreng, der er kommet til verden, og som man kan se på håndboldlandsholdsprofilens Instagram-konto, skal han hedde Aksel.

Den lille familie, som foruden mor, far og Aksel består af to piger, bliver lykønsket af flere af håndboldstjernens landsholdskollegaer herunder Mikkel Hansen, som sender tre hjerteemojies af,sted, og Rasmus Lauge.

Mads Mensah og familien bor i Tyskland, hvor han tørner ud for Flensborg-Handewitt, som han lavede en ny kontraktaftale med i maj, så de to parter nu har papir på hinanden frem til 2026.

Den stærke landsholdsspiller blev gift med Line Bødker Nielsen i 2018, efter han havde friet til hende midt på banen efter en håndboldkamp.

»Jeg ønskede at gøre noget særligt, som hun aldrig vil glemme. Hun sagde ja,« fortalte den lykkelige dansker i forbindelse med frieriet.

Mensah har sammen med landsholdet vundet OL i 2016 samt VM i 2019 i Tyskland/Danmark og VM i 2021 i Egypten.