Landsholdskeeper Althea Reinhardt er med i en ny kampagne, som hendes klub Odense Håndbold står bag. 

Og her er der et budskab, hun selv gerne ville have hørt, da hun som barn spillede håndbold. 

Ifølge kampagnen #Timeoutforpiger falder to ud af tre piger fra håndboldverden, når de er i alderen 12 til 18 år. 

Blandt andet på grund af et stort forventningspres. 

Reinhardt med veninden Mie Højlund. 
Reinhardt med veninden Mie Højlund.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg synes, det er ekstremt vigtigt, fordi vi mister mange unge i sporten. Perfekthedskulturen er virkelig fremadgående. Alt skal se perfekt ud, man tør ikke lave fejl. Og hvis man skal blive topatlet, skal man netop turde at lave fejl. Man kommer til at begå ekstremt mange af dem, og jeg tror, det er sundt at lære, at det er okay,« siger hun til B.T. om sin egen rolle i budskabet. 

Hun har oplevet en storm i sin indbakke, efter kampagnen blev lanceret. 

»Jeg har fået vildt mange beskeder fra søde piger, der kan genkende det her. At de tør ikke lave fejl, og at det kan skabe usikkerhed,« fortæller Reinhardt og fortsætter: 

»For mig personligt er det virkelig vigtigt at give det budskab, at jeg selv fejler konstant til træning.«

»Jeg har tidligere været hård mod mig selv. Og det er jeg stadig, det kan jeg ikke benægte. Jeg tror også, at jeg har været slem til at punke mig selv. Men det skal nok gå med de fejl,« lyder det. 

Hun ville ønske, hun kunne have givet sig selv det råd tidligere. 

»At turde fejle er et virkeligt godt råd, jeg også ville have givet mig selv, da jeg var yngre. Man behøver ikke at være 100 procent alle steder. Det er umuligt at være et sted, hvor man føler, man skal præstere på topniveau både på banen og i skolen,« siger hun. 

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Selvom hun er stjerne på både klub - og landshold skal hun stadig huske på, at det er okay at kaste sig ud i noget nyt. 

»Jeg skal specielt tænke over at turde kaste mig ud i ting. Og det er lige så meget i min hverdag. Jeg er et ekstremt tryghedsmenneske, fordi jeg tidligere har punket mig selv så meget omkring de fejl, jeg har begået,« fortæller hun. 

Reinhardt har gang i en stor sæson i Odense, der blander sig både i toppen af den danske liga og stadig er med i spillet om de afgørende placeringer i Champions League.