Den danske landsholdskeeper Althea Reinhardt er ude med en hjernerystelse, efter hun fik et ildebefindende i sit hjem.

Her faldt hun og slog hovedet så voldsomt, at hun nu må melde afbud til landsholdets kampe mod Sverige.

Det oplyser DHF i en pressemeddelelse.

Reinhardt fik natten til mandag et ildebefindende hjemme i Odense, der resulterede i, at hun besvimede og slog hovedet. Det gav hende en hjernerystelse, som hun har været ramt af tidligere. Hun havde søndag været i aktion for Odense Håndbold, der tabte pokalfinalen til Team Esbjerg.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Den danske keeper har siden været på hospitalet for at blive udredt for sit ildebefindende, og DHF skriver, at der ikke er noget alvorligt bag hændelsen. Men håndbold kommer hun ikke til at spille det næste stykke tid.

»Vi er enormt ærgerlige over, at Althea ikke er med til samlingen og de to landskampe mod Sverige. Men i sådan en situation er det selvfølgelig vigtigt, at Althea får den ro, hun har behov for. Vi håber, at hun kommer sig hurtigt, og ser frem til at have hende med på landsholdet igen,« siger landstræner Jesper Jensen.

Amalie Milling fra Team Esbjerg er indkaldt som erstatning.

Desuden er Helene Kindberg blevet sendt hjem fra samlingen grundet en ankelskade.