Håndboldlandsholdets store fløjstjerne Casper U. Mortensen er en lykkelig mand.

I dag blev det officielt meldt ud, at han forlader sin tyske klub, TSV Hannover-Burgdorf, til fordel for mægtige FC Barcelona i et klubskifte, der ifølge BT’s oplysninger er det største lavet af en venstrefløj, når man kigger på transfersummen, som er i millionklassen.

»Jeg føler mig enormt beæret over, at Barca vil købe mig fri af min kontrakt. Det viser, hvor meget de vil have mig. Jeg er taknemmelig, og jeg glæder mig vanvittigt meget til at være en del af verdens største klub. Det er en drengedrøm og en målsætning, jeg har haft, siden jeg var en ung teenager, hvor Barcelona var min drømmeklub,« siger den 28-årige venstrefløj til BT.

Han kan nu se frem til et solidt lønhop med skiftet til den ni-dobbelte spanske Champions League-vinder, som har vundet det spanske mesterkab otte år i streg. Det er dog ikke pengene, der har gjort udslaget.

»Det er en kæmpe aftale, og selvfølgelig skal man have sin økonomiske krav hjem. Men det er den sportlige del, der har trukket mest. Det er verdens største kub, der ville købe mig. Det er en drøm for enhver håndboldspiller,« siger Casper U. Mortensen, som er topscorer i Bundesligaen i denne sæson.

Ifølge den danske landsholdsspiller har skiftet været længe undervejs. Den første henvendelse fra spanierne kom i starten af januar. I de følgende måneder har der til tider været hårde forhandlinger mellem de to klubber, da den danske stjerne fortsat har to år tilbage af sin kontrakt.

»Det har været ude af mine hænder. Hannover var ikke glade for at slippe mig, men de har imødekommet mine ønsker. Det sætter jeg stor pris på. Men de skulle også være tilfredse med overgangssummen, så det er derfor, det har trukket så meget ud med forhandlinger mellem klubberne,« siger Casper U. Mortensen.

'Danske Spil Årets Jubelscene'-prisen gik i 2016 til Casper U. Mortensen.
'Danske Spil Årets Jubelscene'-prisen gik i 2016 til Casper U. Mortensen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Særligt opmærksomheden fra journalister, fans, holdkammerater og venner, som opstod i kølvandet på, at rygterne om det mulige kæmpeskifte kom frem i medierne, har kostet mentale kræfter hos Mortensen: Han siger dog, at han føler, at han har bevist på banen, at tumulten ikke har haft indvirkning på hans spil her i slutningen af sæsonen, hvor TSV Hannover-Burgdorf har skrevet historie ved at nå finalen i den tyske pokalturnering for første gang.

»Jeg har ladet min agent styre forhandlingerne, så jeg har mest fokuseret på at spille kampe og træne for klubholdet og på landsholdet, selvom det er gået op og ned i forhandlingerne. Det hårdeste har været de mange spørgsmål, jeg har fået hver eneste dag, efter at rygterne startede i pressen. Og jeg anede på det tidspunkt ikke, om skiftet ville blive til noget,« siger Casper U. Mortensen, som var med til at vinde OL-guld med Danmark i 2016.

Han ser nu frem til, at hans kone, TV 2’s populære håndboldvært, Stine Bjerre Mortensen, som han blev gift med kort før jul, flytter med ham til den populære catalanske storby, når sæsonen er slut.

Hidtil har Stine Bjerre Mortensen pendlet fra Hannover til Danmark, hvor hun har haft base hos sine forældre i Fredericica, når hun har været på arbejde hos TV 2.

Selvom hun nu flytter med til Barcelona, fortsætter hun hos TV 2, skriver hun på Instagram, hvilket Casper U. Mortensen bekræfter:

»Hun flytter med, og hun bliver på TV 2. Hun har været enormt positiv fra start af og har bakket mig op fra start af. Hun glæder sig helt vildt til at hygge sig dernede og leve det lækre liv i Spanien.«

Det nygifte ’håndboldpar’ ser nu frem til et nyt liv i sydens sol efter et par ’helt fantastiske’ år i Hannover, hvor de har haft en stor omgangskreds af danske sportsprofiler, som også bor i Hannover, såsom håndboldlandsholdsspiller Morten Olsen og fodboldspiller Uffe Bech.

Dem siger de nu farvel til, men Casper U. Mortensen er fortrøstningsfuld over for, at han nok skal finde nogle nye sportsvenner at hænge ud med i Barcelona foruden landsholdsdskollega Lasse Andersson, som Mortensen har spillet med som ungdomsspiller i FIF.

»Så må jeg jo bare blive gode venner med Messi,« joker han med henvisning til fodbold-superstjernen, som han nu skal dele klub og rødblå-trøje med i FC Barcelona.