»Jeg har prøvet at sætte mig lidt ind i tingene og synes kun, det er godt, det bliver taget op. Jeg håber jo bare, det ikke skal tages op hver andet år hele tiden.«

Ordene kommer fra landsholdsspilleren Trine Østergaard. Hun bor til dagligt i Tyskland, men hun har alligevel prøvet at følge med i debatten.

Den debat, Sofie Linde for alvor startede, da hun tilbage i august på direkte tv sendte MeToo tilbage på dagsordenen under Zulu Comedy Galla.

Siden har det fyldt mange overskrifter landet over, det har fået konsekvenser for chefer og politikere, og talen – hvori tv-værten fortalte om sexchikane til en julefrokost – har siden vundet Vallø Prisen.

Sofie Linde satte for alvor MeToo på dagsordenen tilbage i august.
Sofie Linde satte for alvor MeToo på dagsordenen tilbage i august. Foto: liselotte sabroe
Vis mere

»Jeg håber, det er noget, der bliver gjort ordentligt opmærksom på, så det ikke bare bliver kastet ind under sengen igen. Kommer det frem igen, så snakker man om det igen... Jeg har mega stor respekt for alle de kvinder, der har fortalt og lagt ansigt til nogle af deres historier. Det er helt vildt,« siger Trine Østergaard.

På trods af at hun bor i udlandet, har hun fulgt med. Og særligt TV 2-dokumentaren 'Partiernes skjulte overgreb' ramte hende.

»Det var ikke rart at sidde og se. Jeg græd flere gange, fordi det kom så meget bag på mig. Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste det, men der er en, der har udtalt, det er så vigtigt, det bliver vist, for de her mænd i denne her situation kommer jo til at sidde i Folketinget om nogle år, vi kommer til at stemme på dem. Og det går jo bare ikke,« understreger Trine Østergaard.

Hun har selv oplevet mantraet 'jo kortere shorts, jo bedre', når der eksempelvis skulle tages billeder.

»Det er jo så skræmmende at skulle sige, at det er bare en del af det, fordi det sælger, men det er jo sørgerligt, det er på den måde, det skal blive vist frem. Jeg har heldigvis ikke personligt oplevet noget, jeg har følt mig krænket over. Men det er jo langtfra alle, der kan sige sådan, desværre,« siger Trine Østergaard.

MeToo er ikke blot blevet et tema i eksempelvis politik, for landsholdsspilleren tror også, det er sat mere på dagsordenen i hendes egen branche også.

»Jeg tror, det er blevet et tema i sportsverdenen også, fordi der er kommet så meget omkring det i alle erhverv. Jeg tror, vi snakker meget mere om det nu, end vi gjorde tidligere. Det synes jeg kun er godt,« siger Trine Østergaard.

Netop i sportsverdenen blev diskrimination sat på dagsordenen eksempelvis i 2018, da Ada Hegerberg fik overrakt Ballon d'Or. Herefter blev hun spurgt af værten og dj'en Martin Solveig, om 'hun kunne twerke', og den kommentar fik stor opmærksomhed og massiv kritik under og efter showet.

»Det synes jeg er meget diskriminerende, i og med, at det tror jeg aldrig, at Cristiano Ronaldo er blevet spurgt om. Jeg tænker, at der er stor forskel på, hvilke spørgsmål mænd og kvinder får i sådanne situationer,« sagde en tydeligt forarget Trine Østergaard dengang.