Hun har prøvet det før og har også tidligere kæmpet sig tilbage.
Men derfor var det stadig et enormt hårdt slag for den danske landsholdsstjerne Mette Tranborg, da hun igen fik en ny skade.
Den var gal med korsbåndet, og hun skal endnu engang igennem en lang periode udenfor håndboldbanen.
»Den sidste tid har været voldsom. Det har virkelig været en kamel, der skulle sluges. Jeg har været ekstremt ked af det og er stadig ked af skaden. Det har været en lang, usikker tid, hvor jeg har haft mange følelser,« siger hun til TV 2 Sport.
Det var den 24. august, Team Esbjerg kunne fortælle, at Mette Tranborg havde fået en skade i venstre knæ.
De fortalte ikke, præcist hvor lang tid hun skulle være væk fra håndbold, men det lød dog, at der var en forventning om 'en længere pause' til højrebacken.
I interviewet understreger Mette Tranborg, der skal opereres i denne uge, at det kommende VM på hjemmebane i december bliver uden hende, da hun ikke tror på, knæet kan klare særlig meget håndbold på det tidspunkt.
Tilbage i 2019 blev Mette Tranborg skadet i højre knæ.
Dengang var der tale om et overrevet korsbånd – en skade, der kostede en operation og mange måneders pause.
Mette Tranborg har indtil videre spillet 103 kampe for det danske landshold.
Hun var med i Slovenien sidste år, hvor det blev til EM-sølv, ligesom hun også var en del af det hold, der vandt VM-bronze i 2021.