»Den er rigtig dårlig.«

Sådan lød det fra Trine Østergaard, da hun efter nederlaget til Norge skulle sætte ord på stemningen i omklædningsrummet.

Samme melding kom uden tøven fra landsholdskollegaen Sarah Iversen.

»Stemningen er ad helvede til – det vil jeg gerne sige. Folk er jo megaskuffede og kede af det. Det har vi heldigvis lov til at være de næste par timer,« sagde hun til B.T.

En skuffet Sarah Iversen.
En skuffet Sarah Iversen. Bo Amstrup

For Danmark startede kampen godt, men så begyndte fejlene at hobe sig op i angrebet. Noget, der blev straffet prompte af nordmændene, der fik ædt sig ind i kampen. Og hvad siger man så til hinanden efter sådan en omgang?

»Jeg ved ikke, om man behøver sige så meget lige nu. Folk skal egentlig bare have lov at sidde og summe lidt. Så bliver det til et enkelt klap på skulderen, hvis man lige går forbi nogen. Jeg har ikke noget fornuftigt at sige lige nu, så jeg holder min mund,« sagde Sarah Iversen.

Flere spillere stod tilbage med en følelse af at have tabt til sig selv.

»Selvfølgelig får de også presset os til at lave fejl, men de fejl, vi laver, er på ting, vi godt ved, de gør. Så løber de bare kontra imod os. Det er sindssygt frustrerende. Jeg synes, vi står rigtig godt i defensiven, og Sandra står godt igen, så det er frustrerende, vi ikke kan score flere mål. Især når vi er så meget i overtal, at vi ikke får udnyttet det,« sagde en ærgerlig Trine Østergaard.

Trine Østergaard og resten af landsholdet havde problemer mod Norge.
Trine Østergaard og resten af landsholdet havde problemer mod Norge. Bo Amstrup

Sarah Iversen hæftede sig også ved de mange fejl, Danmark lavede i kampen. De blev for usikre og spillede i for høj grad lidt med håndbremsen trukket i stedet for at mose på.

»Vi brænder sindssygt mange chancer. Vi er for dårlige til at udnytte vores overtalssituationer. Så løber vi for ringe hjem. Mange af situationerne er også svære at løbe hjem på, for vi kaster bolde enten på målmanden, direkte i hænderne på dem eller ud over sidelinjen. Det bliver på vores fejl, de får lov at lave de latterligt nemme mål,« sagde en tydeligt irriteret landsholdsspiller.

Det er dog ikke længe, de kan dvæle i skuffelsen. For allerede mandag venter Holland i mellemrunden. Og her er dele af opskriften klar:

»Vores forsvarsspil er sindssygt godt, og Sandra står godt. Der skal vi ikke ændres noget – der skal vi bare fortsætte. Vi skal minimere vores fejl, så vi ikke bliver straffet på kontra, for det kommer Holland også til,« slog Trine Østergaard fast.